Flertal vil sætte loft over VUC-forløb

VUC: Et bredt flertal i Folketinget er enigt om, at der skal loft over, hvor længe man kan tage forløb på almen voksenuddannelse og hf-enkeltfag. Aldeles uanstændigt, mener Uddannelsesforbundet.

Man skal ikke kunne gå på VUC for evigt.

Det blev et flertal i Folketinget fredag enigt om i forbindelse med aftalen om, hvordan man skal finansiere den nye uddannelse, FGU.   

Her skrev partierne bag aftalen, at de vil ”fastsætte en øvre grænse for, hvor mange år en kursist kan tage forløb på almen voksenuddannelse (avu) og hf-enkeltfag på fuld tid”.

Hvor grænsen præcis skal gå, skal der dog først forhandles om, efter regeringen i foråret 2020 har præsenteret et oplæg for partierne.

DF: Må ikke blive trædemølle
Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen, forklarer, at han arbejdede for at få et VUC-loft med ind i finansieringen af FGU. 

”Det må ikke blive en trædemølle, hvor man kan opretholde et forsørgelsesgrundlag. Det er uddannelsessystemet simpelthen alt for dyrt til.”

I SF ønskede man egentlig ikke at finansiere den forberedende grunduddannelse (FGU'en) med VUC-midler, men er alligevel med på at lægge et loft ind i VUC-systemet.

"Det er vigtigt, at folk kan få en uddannelse. Men et loft på eksempelvis fem år betyder, at de fleste kan være med, men at ingen ender med at sidde fast i systemet," siger VUC-ordfører Astrid Carøe (SF). 

Aftalen om finansieringen af FGU'en er indgået mellem Venstre, Liberal Alliance, Konservative, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, SF og Radikale Venstre. 

"Aldeles uanstændigt"
Enigheden om overhovedet at sætte en øvre grænse for, hvor længe man kan gå på VUC, møder kritik fra Uddannelsesforbundets formand, Hanne Pontoppidan, der kalder tiltaget "aldeles uanstændigt". 

”Når man i en politisk aftale skriver, at man vil lægge et loft, så er det, fordi man vil afskære nogen, som deltager i dag, fra at gøre det fremover. Ellers er der jo ingen grund til at lægge et loft,” siger hun.

Hun provokeres af René Christensens mistanke om, at VUC skulle fungere som forsørgelsesgrundlag for nogle elever. 

”Det er voksne mennesker, som er i gang med at indhente et uddannelsesefterslæb. De har nogle mål og arbejder ihærdigt på at nå dem hurtigst muligt. De må opfatte det som voldsomt arrogant at høre, at de skulle gå der for at opnå et forsørgelsesgrundlag,” siger hun. 

Artiklen er et uddrag af en længere artikel fra Altinget Uddannelse, hvor du får flere kommentarer og mere perspektiv. Du kan tegne et prøveabonnement her

Forrige artikel Dagens overblik: Andelsejere afviser regeringens idéer til Blackstone-indgreb Dagens overblik: Andelsejere afviser regeringens idéer til Blackstone-indgreb Næste artikel Venstre sender byge af spørgsmål om Dan Jørgensens nye kommunikationschef Venstre sender byge af spørgsmål om Dan Jørgensens nye kommunikationschef