Valg i Holland: Højrepopulismen forsvinder ikke

Af Mikkel Boris
Journalist

I januar 2017 mødtes en række europæiske højrefløjspartier til en konference i Rhin-byen Koblenz. Donald Trump var netop blevet indsat som amerikansk præsident, briterne havde besluttet sig for at forlade EU, og overalt på kontinentet buldrede højrepopulismen frem efter flere år med flygtningestrømme og terrorangreb. Med forestående valg i Holland, Tyskland og Frankrig var konferencen et forsøg på at iscenesætte en trans-europæisk massebevægelse under betegnelsen Det patriotiske forår.

”I går et nyt USA, i dag Koblenz og i morgen et nyt Europa,” lød det fra den hollandske højrefløjs godfather, Geert Wilders. 

Medierne købte fortællingen. To måneder senere prydede Wilders forsiden af Time Magazine, der anså det hollandske valg som et forvarsel om EU's fremtid. Wilders’ Frihedsparti lå godt til i meningsmålingerne, og i verdenspressen skrev man om muligheden for, at Wilders ville vinde valget, blive Hollands næste premierminister og dermed tilføre den liberale verdensorden det næste store banesår.  

Da valgdagen oprandt, vandt den siddende premierminister Mark Rutte en komfortabel sejr. I realiteten var Wilders aldrig i nærheden af at vinde magten. Ikke kun fordi han mistede momentum i valgkampens sidste uger, men også fordi han aldrig ville kunne samle et flertal i det fragmenterede hollandske flerpartisystem. Ikke desto mindre gik Wilders frem med fem mandater, mens der også blev mandater til overs til den hollandske højrefløjs nye superstjerne, Thierry Baudet og hans Forum for demokrati, som deltog for første gang.  

Hollænderne går nu til valg den 15.-17. marts, og der er ikke længere snak om noget patriotisk forår. Trump har forladt Det Hvide Hus, og overalt i verden har etablerede politikere konsolideret deres magt i en pandemi, som har fremhævet vigtigheden af ekspertise og kompetent lederskab. Det sikre valg har fået et comeback.  

En del af en større trend?
Der er reelt ingen tvivl om, at Mark Rutte genvinder valget, selvom hans koalitionsregering for nyligt gik af efter en uhørt politisk skandale, hvor tusindvis af børnefamilier fejlagtigt blev anklaget for at svindle med børnepenge. Venstrefløjen udgør intet reelt alternativ, Wilders halser langt efter Rutte, og Baudets parti er kollapset i konspirationsteorier, antisemitisme og intern splittelse.  

Er det forestående valg i Holland dermed et eksempel på en større trend i europæisk politik? Er det et forvarsel om højrepopulismens sammenbrud og det politiske establishments tilbagevenden?  

Op gennem det 20. århundrede havde Holland etableret en selvforståelse som et gidsland – et tolerant, frisindet og progressivt foregangsland, der legaliserede alt fra cannabis til homoægteskaber og aktiv dødshjælp. Man var næsten immun overfor højrefløjsstrømninger. Men i 1990erne opstod en kulturel konflikt i hollandsk politik, hvor flere politikere begyndte at betone multikulturalismens slagsider og advokere for en strengere tilgang til migration og integration.  

”En ny nationalisme tog form dengang,” forklarer den hollandske sociolog og politolog Merijn Oudenampsen.  

”Det begyndte i de tidligere 1990ere med den borgerlige politiker Frits Bolkestein og hans daværende assistent Geert Wilders. De argumenterede for, at den muslimske indvandring var en trussel mod den vestlige liberale orden, og at vi måtte blive mere selvsikre i vores forsvar for frihed og vestlige værdier.”   

Dengang foregik diskussionerne inden for de etablerede partier, men vandt aldrig reel politisk opbakning, og i 1999 forlod Bolkestein Holland for at blive EU-kommissær. 

Arven efter Fortuyn 
Alt ændrede sig, da den karismatiske Pim Fortuyn indtog den politiske manege omkring årtusindeskiftet. Siden da har Holland været kendt som en sikker bastion for europæisk islamkritik. 

Fortuyn udmærkede sig som en veltalende politisk dandy. Han var åben omkring sin homoseksualitet, underviste på universitetet, skrev Samuel Huntington-inspirerede bøger og unddrog sig alle stereotype forestillinger om en højreradikal politiker.  

9/11-angrebene styrkede Fortuyns troværdighed markant, og op til det hollandske parlamentsvalg i 2002 ledte han en succesfuld kampagne baseret på et opgør med islamificeringen af hollandsk kultur. Han anså islam for at være en tilbagestående kultur, som udgjorde en trussel mod homoseksuelles rettigheder og kvindefrigørelsen. Det krævede et modsvar.  

Ni dage før valget blev Pim Fortuyn skudt og dræbt af en venstreradikal miljøaktivist på en parkeringsplads. Drabet sendte chokbølger gennem landet, og ved det efterfølgende valg bragede den afdødes parti ind i parlamentet med 17 % af stemmerne. Siden dengang har Fortuyns spøgelse hjemsøgt hollandsk politik.  

Han blev aldrig Hollands første homoseksuelle premierminister, og hans parti gik i opløsning efter valget, men Fortuyn havde for altid forandret hollandsk politik med en særlig højrefløjsvariation, der også har haft indflydelse i Danmark.  

Det forklarer Koen Damhuis, der underviser i sociologi på universitetet i Utrecht og forsker i hollandsk højreradikalisme.

”Det særlige ved den hollandske højrefløj, som startede med Fortuyn, er en slags konservativ omfavnelse af de progressive værdier. Retten til homoseksualitet, abort og andre værdier, som venstrefløjen traditionelt har kæmpet for, blev integreret i den radikale højrefløjs dagsorden og portrætteret som den hollandske kulturs trofæer i modsætning til en tilbagestående, middelalderagtig islam. Mange højrefløjspartier er ens i deres nationalisme, men de deler ikke mange holdninger i et samfund uden islam. Der er den hollandske højrefløj relativt progressiv til sammenligning med de katolske lande eller i USA, hvor Trump appellerer til evangelister.”

Han får opbakning af Oudenampsen, der præsenterer en lignende karakteristik. 

”Den konservative bevægelse i USA er religiøs og deltager i kulturkrigen om abort, feminisme og homoseksuelles rettigheder. Thatcher kombinerede også en pro-marked tilgang med traditionelle familieværdier. I Holland er 1960ernes progressive værdier så generelt accepterede, at højrefløjen ikke kan positionere sig imod dem. Vi har set det andre steder, men Holland er det mest ikoniske eksempel på, at homoseksuelles rettigheder og kvindefrigørelsen er blevet hævdet af en højrefløjsbevægelse for at modstå muslimsk migration.” 

En parlamentarisk pitbull 
Efter mordet på Fortuyn var Geert Wilders den næste i den hollandske højrefløjs arvefølge. Han brød med det liberal-konservative VVD og stiftede sit Frihedsparti for at overtage Fortuyns platform frem mod det næste valg i 2006. Dér kom han sikkert ind med 5,89 % af stemmerne, blandt andet hjulpet på vej af det rygstød den anti-muslimske agenda fik, da den islamkritiske filminstruktør Theo van Gogh blev myrdet af en muslimsk fundamentalist.

”Modsat Fortuyn, der var en politisk dandy, er Wilders en streetfighter, en slags parlamentarisk pitbull. Hans varemærke er ikke de store samfundsvisioner, men mere konkrete udtryk som ”Luk grænsen”, der appellerer bredt i befolkningen,” forklarer Damhuis.  

Wilders har nu domineret den hollandske højrefløj i femten år ved at iscenesætte sig som folkets stemme og vedholdende forme den offentlige samtale om migration og islam. Det forklarer Léonie de Jonge, der er professor i statskundskab ved universitetet i Groningen med ekspertise i højreradikalisme. 

”Wilders er en meget dygtig politiker. Han ved, hvordan han skal spille spillet, stiller de rigtige spørgsmål og holder sig til sin fortælling. Han koncentrerer sig kun om islamificeringen af det hollandske samfund og afviger ikke fra den linje. Derudover ved han, hvor grænsen går, og han er forsigtig med at undgå beskyldninger om ekstremisme og vold,” fortæller hun.  

Følger med tiden
Også selvom klima, økonomi og sundhed har erstattet muslimsk indvandring som de vigtigste emner på vælgernes dagsorden, har Wilders dygtigt tilpasset sig situationen for at forblive relevant. 

”Han er god til at tage tidens vigtigste spørgsmål og vinkle dem til egen fordel, så han holder sig til sin fortælling. Under pandemien har han eksempelvis stillet spørgsmålstegn ved, hvorfor hospitalssengene skal optages af Fatima og Muhammad fremfor Henk og Ingrid. På den måde bruger han pandemikrisen, så den passer til hans dagsorden.”  

Samtidig er Wilders sit partis eneste medlem og ubestridte leder, hvormed han har kunnet føre en stringent kommunikation og undgå den slags interne stridigheder, der har plaget andre højrefløjspartier.  

Bedst gik det ved valget i 2010, hvor Frihedspartiet fik over 15 % af stemmerne og kom til at udgøre det parlamentariske grundlag for Mark Ruttes første regeringskoalition. Samarbejdet brød dog sammen efter kun 558 dage, da Wilders trak støtten i protest mod regeringens nedskæringspolitik. Siden den episode Wilders været udelukket fra parlamentarisk samarbejde, hvilket har givet ham anledning til at perfektionere sin rolle som den, de andre ikke vil lege med. Det har samtidig givet ham mere politisk frihed til at missionere om alt fra et Nexit til mere konstitutionelt problematiske tiltag som lukning af alle Hollands moskeer og et forbud mod Koranen. Han har vist sig at trives godt som en evig opposition, mens han dygtigt har trukket hele det politiske spektrum mod højre og tvunget Rutte til at føre en stadigt hårdere udlændingepolitik.  

Wilders’ succesfulde stime blev først brudt, da den flamboyante Thierry Baudet indtog scenen med sit spektakulære højrefløjsroadshow. 

Den nøgne pianist 
Da Thierry Baudet i 2017 blev valgt ind i det hollandske parlament med sit nystiftede parti Forum for Demokrati, fødtes en ny politisk superstjerne. Modsat Wilders, der appellerer til det folkelige og taler i et letforståeligt hverdagshollandsk, er Baudet en ung elitær excentriker, der hader moderne kunst, spiller Brahms-pianokoncerter og citerer Hegel i sine taler. 

”Baudet er en mere intellektuel og artikuleret politiker. Han begyndte først at publicere bøger om mainstream konservative idéer, eksempelvis et nationalistisk angreb på EU, der er baseret på hans ph.d.-afhandling. Men efterhånden begyndte han at flirte med de mere radikale idéer fra den amerikanske alt-right bevægelse og europæiske højreradikale. Hans taler refererer til tyske tænkere som Oswald Spengler og Carl Schmitt, og han har de her højtragende idéer om den vestlige civilisations kollaps. Han har gjort hollandsk populisme mere fancy ved at gå i dyre jakkesæt, spille klaver og præsentere alle de her kulturelle referencer, som gør ham mere attraktiv for vælgergrupper, der ellers syntes, at højrepopulisme var associeret med de lavtuddannede,” fortæller Oudenampsen. 

I begyndelsen præsenterede Baudet sig som en moderat islamkritiker i forhold til den mere rå Wilders, og partiets egentlige raison d’être var indledningsvist at fremme direkte demokrati og flere folkeafstemninger på bekostning af Hollands politiske elite. Men som månederne gik, er Baudets polerede facade krakeleret og en række afsløringer har åbenbaret en understrøm af radikale tendenser i hans parti. Baudet har holdt møder med folk som Jean-Marie Le Pen og alt-right superstjernen Jared Taylor. Undervejs har han udtrykt støtte til Trump og Putin, advaret mod en ”homøopatisk fortynding af den hollandske befolkning” og talt om den ”boreale” verden, der er en slags eufemisme for det ariske nord.  

Alt det er han langt hen ad vejen lykkedes med takket være en afvæbnende charme og hans kækhed, der kulminerede, da han Instagram-poserede nøgen på kanten af en infinity pool. Vælgerne har således belønnet hans parti med over 10 % af stemmerne ved Europa-Parlamentsvalget i 2019, og ved de hollandske lokalvalg samme år blev Forum for Demokrati landets største med cirka 14,5 %, hvilket særligt gik ud over Wilders’ Frihedsparti.  

Det store kollaps
Siden da er det kun gået ned ad bakke for Baudet. Under corona-krisen har han støttet anti-lockdown-aktivister og konspireret om, at pandemien blev indført af George Soros for at gennemføre det, Hillary Clintons pædofiliring ikke gjorde færdigt. Den slags faldt ikke i god jord i den hollandske befolkning. I november sidste år blev det endnu værre, da en række WhatsApp-beskeder fra partiets ungdomsafdeling blev lækket til pressen og afslørede udbredt racisme og antisemitisme på partiets interne fora. Skandalen ledte til, at Baudet trak sig som leder af partiet, for så at gøre comeback allerede i december.  

Lige lidt hjalp det, for Baudets stadigt mere tonedøve udmeldinger og massiv intern uenighed har nu ført til partiets totale implosion. Meningsmålingerne har vist massiv tilbagegang, så nu står Wilders til revanche. 

Det patriotiske efterår? 
Baudets sammenbrud og Ruttes stensikre sejr kunne godt lede en til at tro, at det hollandske valg indskriver sig i en større politisk tendens – et patriotisk efterår, der også eksemplificeres af Trumps valgnederlag, tilbagegang for partier som Alternative für Deutschland, Freiheitliche Partei Österreichs og Dansk Folkeparti, samt YouGov-undersøgelser, der viser en svigtende opbakning til højrepopulisme i den europæiske befolkning. Skal man tro de hollandske forskere, er det dog ikke tilfældet.  

”Det er meget fristende at sige, at populismen er død af corona. At vi er vidner til ekspertisens tilbagekomst, nu hvor pandemien har gjort indvandringen til et mindre vigtigt emne på vælgernes dagsorden. Men man fejllæser situationen, hvis man ser populismen som en bølge, der er skyllet ind over Europa og nu har trukket sig tilbage. Hvis man vil blive i vandmetaforen, er det mere som et bassin, der fyldes op og nogle gange flyder over. Der var en stigning i højrepopulisme for tyve år siden, men den er ikke forsvundet. Tværtimod har vi set en normalising af det yderste højre.” fortæller Léonie de Jonge. 

”Det, der er interessant ved det hollandske tilfælde, er, at vi nu har konkurrence mellem flere højrepopulistiske partier. Først så det ud til, at Wilders blev overhalet af Baudet. Men nu hvor Baudets parti er imploderet, har Wilders rejst sig fra asken, og han er tilbage i kampen. Efter femten år i det politiske landskab står han stadig ligeså stærkt,” uddyber de Jonge.  

Stabil opbakning
Hun får opbakning fra Koen Damhuis. 

”Trump fik flere stemmer end nogensinde. Det var ikke dalende popularitet, der tabte ham valget. Det var Bidens succes. I Spanien står Vox stadig stærkt, og i Frankrig har meningsmålinger vist, at Marine Le Pen kan få op til 48 % af stemmerne i anden runde mod Macron. Det er den samme historie i Holland. Wilders er på samme niveau som for fire år siden og Baudet, som kun var stor i meningsmålingerne, står til at få samme antal mandater som sidst.”  

Ganske vist står Rutte stærkt, da han nyder godt af den "rally around the flag"-effekt, pandemien har medført. Men det betyder ikke samlet tilbagegang for højrepopulisterne. Baudets tilbagegang spejles af Wilders’ fremgang og vice versa. Det viser, at opbakningen til højrepopulisterne er nogenlunde konstant, men at den interne konkurrence er øget.  Således står Frihedspartiet til 14 % af stemmerne mod 13 % i 2017, mens Forum for Demokrati ligesom seneste valg ligger på omkring 3 % i meningsmålingerne. Der tegner sig overordnet et billede af, at opbakningen til den højrepopulistiske dagsorden har ligget stabilt på mellem 15 0g 20 % siden Pim Fortuyns gennembrud ved årtusindeskiftet.  

Dermed lader det hollandske valg ikke til at varsle et patriotisk efterår. Og skal man tro Léonie de Jonge, er det måske også tid til at punktere myten om det patriotiske forår.  

”Det var aldrig et reelt spørgsmål, om Wilders kunne blive premierminister. Det politiske landskab i Holland er for fragmenteret, og vi har kun små og mellemstore partier. Men i 2017 opstod der en underlig vinkel på valget, hvor Wilders og Rutte fik det præsenteret som et væddeløb med to heste, og særligt de internationale medier købte den. Men Wilders kunne aldrig blive premierminister, for han repræsenterer en lille minoritet, så den måde at anskue hollandsk politik på giver ikke mening. Det blev kun sat op som en kamp mellem de to spillere, fordi de begge havde interesse i at iscenesætte det sådan,” afslutter de Jonge.