Ulla Tørnæs giver 69 millioner til ny Verdensbanks-fond

Minister for udviklingssamarbejde Ulla Tørnæs (V) vil give 69 millioner kroner til en ny Verdensbanks-fond for kvindelige entreprenører.

Venstres minister for udviklingssamarbejde, Ulla Tørnæs, støtter en ny Verdensbanks-fond for kvindelige entreprenører med 69 millioner kroner.

Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse. 

"Kvindelige entreprenører i mange vækst- og udviklingslande har væsentligt sværere ved at få adgang til kapital, netværk, viden og juridisk hjælp end mandlige entreprenører. Det er et faktum, der forhindrer bæredygtig vækst og udvikling - og dermed opfyldelsen af FN’s verdensmål. Derfor er Verdensbankens nye initiativ vigtigt. Vi skal skaffe kapital og rådgivning - og fjerne barriererne for at kvinderne kan blive fuldgyldige medlemmer af erhvervslivet til gavn for både kvinder og mænd,” siger Ulla Tørnæs.

Initiativet, der går under navnet Women Entrepreneurship Finance Facility (WE-Fi), blev annonceret under G20-topmødet i den forgangne weekend i Hamburg. Det forventes, at fonden får i alt 6,5 milliarder kroner fra statslige og private investorer. 

Forrige artikel Lego-chef erstatter fhv. K-minister i naturfond Næste artikel Erhvervsministeren nedsætter udvalg for levedygtige landsbyer