Lego-chef erstatter fhv. K-minister i naturfond

Pernille Blach Hansen, Lego-chef og tidligere MF for Socialdemokratiet, erstatter den forhenværende konservative industriminister Nils Wilhjelm i bestyrelsen for Aage V. Jensens Naturfond.

Aage V. Jensens Naturfond har skiftet ud i bestyrelsen. Lego-chef Pernille Blach Hansen har 1. juni overtaget bestyrelsesposten fra Nils Wilhjelm, der var konservativ industriminister under Schlüter.

Det skriver Danmarks Fonde.

Pernille Blach Hansen har selv en fortid i Folketinget, hvor hun fra 1998 til 2006 repræsenterede Socialdemokratiet. Hun nåede blandt andet at være politisk ordfører og næstformand for folketingsgruppen, men særligt markerede hun sig som miljøpolitisk ordfører gennem fem år.

Miljø og bæredygtighed har da også siden kendetegnet Pernille Blach Hansens arbejdsliv. Hun forlod politik og blev direktør for Miljø og Teknik i Randers Kommune. Siden rykkede Pernille Blach Hansen til Grundfos som bæredygtighedsdirektør, og i dag arbejder hun med "environmental product innovation" i Lego-koncernen. 

Aage V. Jensens Naturfond støtter forskning, bevarelse og genopretning af den danske natur. Læs mere om fonden her.

Forrige artikel Ekstra Bladet udpeger ny kommerciel direktør Næste artikel Ulla Tørnæs giver 69 millioner til ny Verdensbanks-fond