Ukraine-konflikt og valgtrommer forstærker stillingskrigen i rød blok

Slagsudvekslingerne har været intense, og nogle af stødene har gjort ondt.
Lige fra Peter Hummelgaard, der skrev om ”Enhedslistens 1956-øjeblik” over Kaare Dybvad, der mente det var tid for Enhedslisten til at gøre op med sit ”Vietnam-syndrom” til statsminister Mette Frederiksens (S) ikoniske ”WHAT?!” i folketingssalen.

Socialdemokraterne har tonset løs på støttepartiet Enhedslisten, der har blottet sin bløde bug ved en lidet konsistent holdning til Nato garneret med enkelte medlemmers uheldige udtalelser om krigen i Ukraine.

Dramatikken er ikke til at tage fejl af, og udfaldene er særlig bemærkelsesværdige, fordi Enhedslisten ellers har et meget bedre forhold til Mette Frederiksen end til nogen anden socialdemokratisk leder de sidste 30 år.

Tak for sidst
For socialdemokraterne har Ruslands krig mod Ukraine givet mulighed for at bremse Enhedslistens fremmarch.

Det gælder i fagbevægelsen, hvor Enhedslistens stigende indflydelse har vakt bekymring i S. Og det gælder blandt vælgerne, hvor Enhedslisten ydmygede socialdemokraterne i ellers sikre bastioner som København og Bornholm. Det er noget ret nyt, at Enhedslisten i det hele taget er et alternativ for socialdemokratiske vælgere. 

Alligevel skal man ikke overvurdere konsekvenserne af den skærpede konflikt – og konkurrence – mellem S og EL.

Hos socialdemokraterne ser man de nuværende angreb på Enhedslisten som en del af spillet på Borgen:

”Enhedslisten har ikke holdt sig tilbage de gange, vi har haft problemer, f.eks. i konflikten med sygeplejerskerne. Så hvorfor skulle vi holde igen, når de har et svagt punkt?” som en af de toneangivende socialdemokrater udtrykker det. Med tilføjelsen:

”Hvis de vil undgå det, må de lade være med at mene noget så åndssvagt!”

I Enhedslisten har man en ret pragmatisk tilgang til striden med S, omend det kommer an på karakteren af angrebene:

”En ting er, at de griller os for vores holdning til Nato. Det er fair nok, for der har vi et reelt problem. Noget andet er, hvis de forsøger at gøre os til et stalinistisk fortidslevn med sympati for Putin. Det husker vi lige!” som man bemærker i Enhedslisten.

Derfor er det især Peter Hummelgaards sammenligning med 1956, der har vakt vrede. Med bemærkningen hentydede Hummelgaard til den sovjetiske nedkæmpelse af en demokratisk opstand i Budapest i 1956, hvor Danmarks Kommunistiske Parti støttede Sovjet – og siden blev splittet på spørgsmålet.

På samme måde har man i Enhedslisten bemærket, at SF-formand Pia Olsen Dyhr svarede ja på spørgsmålet om, ”Enhedslisten står på den forkerte side af historien”.

SF kontra EL
Lige den udtalelse er man fortørnet over i Enhedslisten, men generelt anerkender man, at rivalerne i SF ellers har været ret tilbageholdende.

Det var ganske vist SF’s forsvarsordfører Anne Valentina Bertelsen, der fik Enhedslistens Søren Søndergaard på glatis midt i folketingssalen, da hun uskyldigt spurgte, om Enhedslisten ser Rusland som en trussel for Europa lige nu.

Men det var den ellers rutinerede Søren Søndergaard, der skabte store problemer for sig selv ved at svare ”Generelt er svaret nej” – efterfulgt af statsministerens ”What?”. De problemer kan Enhedslisten ikke laste SF’erne for – og det gør de heller ikke.

S-SF-R
Med ”Det nye nationale kompromis” om drastisk øgede forsvarsudgifter og afstemning om forsvarsforbeholdet er skillelinjerne mellem Socialdemokratiet, SF og Radikale på den ene side og Enhedslisten på den anden blevet tegnet op og forstærket.

Men det besværliggør ikke samarbejdet i det daglige, og der er ikke noget, der tyder på, at Enhedslisten er på vej ned i en skyttegrav. Med mindre Enhedslistens årsmøde i maj stikker fuldstændig af, vil partiet fortsat være parlamentarisk operativ i resten af regeringsperioden.

Det er et helt andet støtteparti, der i virkeligheden er Mette Frederiksens største problem.

Stålsatte Radikale
Forholdet mellem den radikale leder Sofie Carsten Nielsen og S-formand Mette Frederiksen er blevet forbedret på det sidste, efter en åbenlys frustreret radikal leder i en periode tilbød alliancer snart med den ene snart den anden borgerlige leder.

Forhandlingerne om reformpakken ”Danmark kan mere 1” splittede imidlertid Radikale fra Venstre og Konservative – og det førte til gensidige beskyldninger mellem parterne. Siden har Radikale ikke talt så meget om det blå alternativ.

Det ændrer bare ikke på, at Radikale er ekstremt stålsatte på at kæmpe sig vej ind i Mette Frederiksens regering efter næste valg. Alt tyder på, at truslen om at blokere for en fortsættelse af den socialdemokratiske et-parti-regering er alvorlig ment – og SF-formand Pia Olsen Dyhr er ikke mindre ivrig for igen at sidde for bordenden i et ministerkontor.

Ikke engang kontroversielle socialdemokratiske projekter som fængselspladser i Kosovo og bestræbelserne på at sende asylansøgere fra den tredje verden til Rwanda kan slukke tørsten efter ministerposter hos Radikale og SF’ere.

Styrkeprøven over alle
Det forbedrede forhold mellem R og S har indtil videre ikke opblødt socialdemokraternes ulyst til at lukke Radikale ind i regeringen. Udover de velkendte politiske modsætninger om værdipolitikken og dele af den økonomiske politik, er socialdemokraterne også blevet meget forelskede i selve modellen med en et-parti regering.

For andre af Folketingets partier er den rent socialdemokratiske regering et eksempel på magtfuldkommenhed, men for socialdemokraterne er fordelene langt større end ulemperne. Frem for alt giver et-parti-regeringen mulighed for at klargøre det politiske projekt, og den pointe er helt central for Mette Frederiksen og partiets ideologer.

Faktisk er den socialdemokratiske modvilje mod igen at sidde i regering med Radikale så stor, at hvis Mette Frederiksen bliver tvunget til at udvide sin regering, vil hun efter alt at dømme afsøge andre muligheder for en flerpartiregering, før hun lukker Radikale ind.

Det kunne f.eks. være en S-SF-regering eller en helt tredje konstellation. Det vil formelt imødekomme Radikale krav om at udvide regeringen, men reelt yderligere forpeste forholdet mellem S og R.

Den afgørende strid mellem Socialdemokratiet og det parlamentariske grundlag er ikke den igangværende konflikt med Enhedslisten. Det er endnu engang armlægningen med Radikale, der bliver den definerende styrkeprøve – og den styrkeprøve bliver først afgjort i ugerne efter valget.

erik@altinget.dk