Ugen i dansk politik: Regeringen holder stormøde med aktører om "Fremtidens Danmark"

Den kommende ugekalender byder på regeringskonference, Dansk Folkepartis sommergruppemøde, ministerbesøg og mærkning af tun. 

Velkommen til en ny uge i dansk politik, hvor sygeplejerskestrejken går ind i sin tiende uge, flere ministre besøger byer landet over, en række samråd er på agendaen og regeringskonferencen om fremtidens Danmark løber af stablen. 

Den officielle politiske kalender ser således ud:

Mandag

Klokken 10 deltager fiskeriministeren Rasmus Prehn (S) i mærkning af tun, flankeret af kronprinsen. Arrangementet foregår i Skagen, er arrangeret af DTU Aqua, hvor ministeren og kronprinsen, sammen med forskere og frivillige sejler ud for at mærke tunene.

Klokken 12 besøger transportminister Benny Engelbrecht (S) virksomheden PileByg, der ligger i Hjørring, der producerer støjreducerende skærme i træ, der skulle være mindre klimabelastende end støjreducerende skærme i stål og aluminium.

Klokken 14 deltager uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i prisuddelingen ved EliteForsk 2021. Ministeren vil sammen med kronprinsesse Mary overrække fem priser til nogle af landets dygtigste forskere. Arrangementet finder sted i Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Tirsdag

Klokken 07.30 deltager statsminister Mette Frederiksen (S) i et arrangement på Messe C i Fredericia, hvor også formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen deltager. Planen er, at sygeplejersker danner kæde på begge sider af en vej for at gøre opmærksom på konflikten.

Klokken 9 starter regeringskonferencen om fremtidens Danmark, der både vil have repræsentanter fra erhvervslivet, civilsamfundet, arbejdsmarkedets parter, interesseorganisationer, uddannelsesinstitutioner og politikere. Der vil være taler og workshops på konferencen, der finder sted i Fredericia.  

Onsdag

Klokken 9.30 er der møde mellem statsrevisorerne på Christiansborg. Dagsordenen er endnu ikke offentliggjort.

Klokken 13 er der debat om kviklånslovens første år, hvor blandt andet erhvervsminister Simon Kollerup (S), forbrugerombudsmanden Christina Toftegaard Nielsen og formand for forbrugerrådet Tænk Anja Philip deltager. Debatten finder sted hos Tivoli Hotel & Congress center

Klokken 13 holder Dansk Folkeparti sommergruppemøde fra onsdag til fredag på Hotel Søpark i Maribo.

Klokken 14 er der åbent samråd om Amager Fælled, hvor miljøminister Lea Wermelin (S) og boligminister Kaare Dybvad (S) er indkaldt. Samrådet kommer til at have fokus på byggeriet på området, der kaldes Lærkesletten omkring vandrehjemmet.

Torsdag

Klokken 9 starter Festival for Fremtiden, der har hjemme i Odense. Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) deltager ved åbningen af festivalen, der med udgangspunkt i FN’s verdensmål har til formål at give unges stemmer en platform og styrke deres evner, stemmer og fremtid.

Klokken 13 holder Dansk Folkeparti pressemøde som led i deres sommergruppemøde i Maribo.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) deltager i et erhvervstræf i Furesø, på den tidligere Flyvestation Værløse. Det er planen at ministeren her vil præsentere regeringens aktuelle indsatser for det danske erhvervsliv i mødet med Furesøs virksomheder.

Klokken 13 er der åbent samråd om fup med forældrekompetence-undersøgelser, hvor Social- og ældreminister Astrid Krag (S) er indkaldt. Ministeren skal her forholde sig til, at en psykolog, som kommuner landet over har benyttet sig af, har løjet og brugt copy-paste i forbindelse med FKU’er i sager om anbringelse af børn, der dermed kan have ført til, at børn fejlagtigt er fjernet. Samrådsspørgsmålene er stillet af Nye Borgerlige.

Klokken 16 er der åbent samråd om normering af sygeplejersker, hvor sundhedsminister Magnus Heunicke (S) skal redegøre for sin holdning til, at kommuners normering af sygeplejersker end ikke dækker til et nødberedskab. Ministeren skal ydermere redegøre for, hvordan kommunerne skal kunne bidrage til et mere nært og sammenhængende sundhedsvæsen. Samrådsspørgsmålet er stillet af SF.

Fredag

Kristendemokraterne holder sommergruppemøde fra fredag til lørdag på Christiansborg.

Klokken 10 besøger miljøministeren Lea Wermelin (S) Norddjurs Kommune. Her tages ministeren imod af borgmester Jan Petersen (S), der vil fortælle om de indsatsområder, Norddjurs Kommune har planer om at gennemføre i konkurrencen om at blive Danmarks Vildeste Kommune. Mødet finder sted i Balle.

Klokken 11 er sundhedsminister Magnus Heunicke (S) kaldt i åbent samråd, hvor ministeren skal redegøre for regerings prioriteter i forhold til lyntest af regeringen samt udvalgt ansatte i ministerierne.

Klokken 12 er der pressemøde fra Dansk Folkepartis sommergruppemøde på Hotel Søpark i Maribo.

Weekenden

Lørdag er der EU-dag i Mariager, hvor Europabevægelsen har arrangeret en række talks og debatter, hvor forskellige partier, organisationer, borgere og debattører deltager. Arrangementet starter klokken 10.

Forrige artikel Eksperter kritiserer regeringens udlægning af konsekvenserne ved børns skærmforbrug Eksperter kritiserer regeringens udlægning af konsekvenserne ved børns skærmforbrug Næste artikel Dagens overblik: Hækkerup og partier præsenterer aftale mod stalking Dagens overblik: Hækkerup og partier præsenterer aftale mod stalking