Dagens overblik: Hækkerup og partier præsenterer aftale mod stalking

Justitsministeren er blevet enig med et flertal om initiativer, der skal bekæmpe stalking, og Radikale åbner for at diskutere krav om balance i de offentlige finanser. Få morgenoverblikket mandag.

God morgen og velkommen til et kort overblik over de vigtigste nyheder i dansk politik mandag morgen.

I dag klokken 9 samles justitsminister Nick Hækkerup og ordførere fra næsten alle Folketingets partier ved Dansk Stalking Center i København for at præsentere en aftale om 14 initiativer mod stalking - altså systematisk forfølgelse af en anden person, som ikke ønsker kontakt.

Regeringen, støttepartierne samt Konservative, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Alternativet forventes blandt andet at være enige om, at stalking fremover skal være ulovligt.

Allerede i juni sidste år aftalte et flertal, at regeringen skulle komme med et lovforslag, som indfører en særskilt stalkingparagraf i straffeloven, som både definerer og kriminaliserer stalking.

Radikale åbner for at slække på krav om balance
I forståelsespapiret mellem regeringen og støttepartierne står, at der skal være balance mellem de offentlige udgifter og indtægter i 2030.

Men ifølge Jyllands-Posten lyder det fra både erhvervslivet, topøkonomer og borgerlige, at de offentlige finanser er i så god form, at det vil være fornuftigt at slække på målet og i stedet for sigte mod et mindre minus på den strukturelle saldo. Det vil i praksis sige at bruge lånte penge til at håndtere de næste årtiers øgede udgifter for det offentlige. 

Og det er Radikale åbne for at diskutere.

"Hvis vi skal gå ind i overvejelser om at afvige fra kravet om et nul i 2030, og det vil jeg ikke 100 pct. afvise, afhænger det af, hvad vi sætter i stedet for, og af hvad pengene skal bruges til. Hvis pengene bliver brugt på investeringer i det, som vi skal leve af i fremtiden, kan vi godt overveje det, men de skal ikke gå til drift af den offentlige sektor," siger finansordfører Andreas Steenberg (R) til Jyllands-Posten.

Löfven vil stoppe som statsminister
Sverige skal have ny statsminister, og det svenske socialdemokrati skal have ny formand. 

Stefan Löfven, som har været statsminister i Sverige siden 2014, meddelte søndag, at han ikke genopstiller som partiformand ved den socialdemokratiske kongres i november - og at han også vil lade sig afløse som statsminister inden den planlagte valg til Riksdagen i 2022. 

"I næste valgkamp vil Socialdemokratiet bliver ledet af en anden end mig. Jeg har meddelt partiets forretningsudvalg (...), at jeg vil forlade posten som partiformand på kongressen i november og derefter også afløses som statsminister", sagde Stefan Löfven søndag ifølge avisen Dagens Nyheter. 

Den overraskende oplysning kom under hans sommertale, der blev holdt i Åkersberga lidt nord for Stockholm.

Det sker i dag

  • Klokken 9: Justitsministeren og et politisk flertal præsenterer aftale om initiativer mod stalking ved Dansk Stalking Center i København.

  • Klokken 10: Fiskeriminister Rasmus Prehn (S) og kronprins Frederik deltager i tunmærkning.

  • Klokken 12: Transportminister Benny Engelbrecht (S) besøger Hjørring-virksomheden PileByg, der producerer støjskærme af træ.

 

 

Forrige artikel Ugen i dansk politik: Regeringen holder stormøde med aktører om Ugen i dansk politik: Regeringen holder stormøde med aktører om "Fremtidens Danmark" Næste artikel Regeringen holder pressemøde om coronasituationen Regeringen holder pressemøde om coronasituationen