Uffe: Island i EU kan bane vej for Norge
EU-MEDLEMSKAB: Islands optagelse i EU skubbes igang, og det kan bane vej for Norges medlemskab, vurderer tidligere udenrigsminister.
Norge kan endelig være på vej til at blive medlem af EU i kølvandet på, at Island ser ud til at blive medlem. Det skriver tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) i sin blog (brug link). Han ser det som en stor styrkelse af det nordiske fællesskab.
"EU's udenrigsministre har accepteret Islands anmodning om medlemskab, og dermed er processen officielt skudt i gang. Det blev gjort klart, at der ikke findes en smutvej for Island - sådan som nogen måske har forestillet sig. Og det er en rimelig og nyttig besked at give - også fordi den kan give borgerne i Island anledning til en grundig overvejelse af, hvad det er, de (måske) er på vej ind i.
Jeg håber, det ender med islandsk medlemskab. Det vil være en gammel drøm, der går i opfyldelse - for det er den sikreste måde at få Norge med også. Og det vil være en stor styrkelse for det nordiske fællesskab - og for Europa! - hvis vi kan lægge kræfterne sammen i EU," skriver Uffe Ellemann-Jensen.
Islændinge ligger som de har redt
Han slår i bloggen, der offentliggøres på berlingske.dk, fast, at EU først og fremmest er et politisk projekt. Det bekymrer ham derfor, at islændingene tilsyneladende først og fremmest ser et EU-medlemskab som en økonomisk redning. Men islændingene må forstå, at de selv, og ikke deres banker alene, må tage ansvaret for fortidens risikobetonede livsstil:
"Selv om mine ønsker og drømme er hede, så har jeg også mine betænkeligheder ved den måde, hvorpå Island nærmer sig EU. Vi har kun hørt økonomiske argumenter - og forventninger om, at Euro'en og EU-medlemskabet vil kunne lindre Islands økonomiske problemer - men ikke noget om de overordnede politiske visioner for et samlet Europa. Og det er bekymrende, for det kunne tyde på, at de islandske politikere ikke har gjort sig klart, hvad EU grundlæggende handler om: Det er politik! Det er visionen om, at de europæiske lande kan sikre freden og friheden i vores del af verden ved at lægge kræfterne sammen, herunder de økonomiske kræfter. Økonomi er et middel, ikke et mål.
Mon ikke denne bekymring også findes hos mange af de nuværende medlemslande, som ikke alle tog lige begejstret imod den islandske ansøgning? Det må også have gjort indtryk, at der kun står et spinkelt flertal i det islandske parlament bag ansøgningen - og at den ledsages at stærke udsagn om bevarelse af islandsk suverænitet på en række områder. Da man må formode, at en optagelsestraktat til sin tid skal til folkeafstemning i Island, vil mange gøre sig den tanke, at hvis der er stor risiko for et Nej, så vil det være skønne spildte kræfter at mase på for at få ryddet problemerne i forbindelse med et medlemskab af vejen."
Uffe Ellemann-Jensen går videre:
"Et ganske særligt problem er tilbagebetaling af den gæld, som opstod da de islandske banker gik ned, og udenlandske sparere mistede deres indskud. Det var især britiske og hollandske sparere, det gik ud over - og der er tale om en gæld der svarer til 30 milliarder danske kroner. Der er forhandlet en tilbagebetalingsordning på plads, som betyder, at de enorme beløb skal betales over en 15 årig periode, hvor de første syv år er afdragsfri - men den politiske modstand er hidsig. Regeringen risikerer at blive stemt ned, når den nødvendige lovgivning skal på plads.
Det er en udbredt holdning i Island, at den voldsomt store gæld til udlandet er skabt af bankerne og de udenlandske kreditorer - og at den enkelte islænding ikke bærer noget ansvar. Og hvis den holdning får lov til at slå igennem, skal Island ikke vente sig den store sympati i omverdenen. Så brutal er virkeligheden.
En af mine yndlingsbøger er Halldor Laxness' "Frie mænd". Den handler om bonden Bjartur i Sommerhuse, som kommer så grueligt galt af sted, da han under en hidsig højkonjunktur begynder at bygge et alt for dyrt hus. Han mister alt - undtagen friheden (og fattigdommen) - da verdensøkonomien braser sammen omkring ham. Det er nok den almindelige opfattelse, at Bjartur var et offer, og at verden havde været ond ved ham. Men han havde selv bragt sig i den situation, at risikoen blev for stor...
IMF og andre låntagere (især de nordiske lande) står parate til at bistå Island. Men det kan kun lade sig gøre, hvis islændingene erkender deres situation - og er rede til at betale prisen for at have spillet højt. Og tabt."
