Udskældte aviser fortsætter oplags-deroute

MISTER BETYDNING: Dagbladenes betydning for demokratiet fortsætter sin teknisk begrundede udfasning, viser nye oplagstal.

Faldet i antallet af solgte aviser fortsætter med uformindsket fart. Snart kan det samlede salg for første gang komme under 1 mio. eksemplarer på hverdage.

Oplagsfaldet kommer trods ekstraordinær statsstøtte til dagbladene i form af bl.a. nulmoms - en ordning der kritiseres fra Det Økonomiske Råd, Dansk Erhverv og andre dele af samfundet.

Det samlede fald i marts blev på 7,9 procent i forhold til samme måned året før, og med 1.003.002 eksemplarer er aviserne nu tættere end nogensinde på at dykke under 1 mio. solgte eksemplarer. Fortsætter oplagsfaldet med uformindsket styrke klarer aviserne akkurat april og maj på den rigtige side af millionen, men i juni passeres den magiske grænse, noterer netavisen MediaWatch.dk. 

For lidt mere end 20 år siden lå dagbladenes oplag på omkring 1,9 mio. eksemplarer - der blev altså solgt ekstra 900.000 eksemplarer dagligt i forhold til i dag. Det svarer rundt regnet til 275 mio. aviser på et år. Avisernes betydning for demokratiet er ikke, hvad den har været.

Forrige artikel Smider tv ud af historisk folketings-rum Næste artikel Erhvervsgigant taler til SF's landsmøde Erhvervsgigant taler til SF's landsmøde