Tysk økonomi i overraskende bedring

ØKONOMI: Det tyske budgetunderskud ser ud til at være væsentlig mindre end ventet. Angela Merkel ønsker dog stadig stram økonomisk politik og store internationale reformer. Amerikanerne kritiserer den europæiske linje.

De tyske skatteindtægter tegner sig til at være væsentlig større end først antaget. Samtidig er arbejdsløshedskøen også markant kortere, end man havde frygtet. Tilsammen bliver det tyske budgetunderskud i år derfor mindre end frygtet, og ifølge den tyske avis Süddeutsche Zeitung peger de nye prognoser mod samme tendens næste år.

Avisen citerer unavngivne regeringskilder, der anslår, at underskuddet i år ikke vil være godt 80 milliarder euro - som ellers indregnet i Angela Merkels redningspakke, der blev vedtaget i starten af juni - men "kun" mellem 60 til 65 milliarder euro. Tendensen, regner kilderne med, vil fortsætte næste år, hvor underskudet nu uofficielt forventes at være omkring 55 milliarder euro i stedet for de planlagte 72 milliarder euro.

Fremgang i sigte
Fremgangen skal findes i flere faktorer. Skatteindtægterne er større end forventet - dels fordi arbejdsløsheden ikke er blevet så stor som ventet. En af årsagerne til det har været massive ansættelser i bilindustrien - særligt hos BMW og Mercedes - som i et forsøg på at tage konkurrencen op med bilfirmaer i Asien og USA har investeret massivt for at få de tyske bilfabrikker til at køre i døgndrift.

Samtidig er de tyske firmaer og industrien positivt stemt. Ifølge den seneste "Ifo business climate index" - Tysklands førende økonomiske indikator, der bygger på tal fra mere end 7000 virksomheder - vil en lille fremgang fortsætte til trods for mange analytikeres tro på det modsatte.

International uenighed
Nyheden om, at man er ved at stifte mindre gæld end ventet, kan gøre denne uges G8- og G20-topmøder i Canada vanskelige for Angela Merkel. Tyskland beder i øjeblikket EU være ansvarlige og kræver "nøjsomme" budgetter i Eurozonen. Samtidig ønsker Merkel at bruge topmødet til at lancere ønsket om en bank-skat, så bankerne i fremtiden selv kan finansiere finansielle kriser, og en skat på internationale transaktioner.

Forslagene møder modstand fra flere sider, og særligt USA er imod økonomiske restriktioner. Ifølge det tyske magasin Der Spiegel skrev USA's præsident Barack Obama et brev til G20-landenes ledere, hvor han beskrev sin bekymring over nogle landes håndtering af den økonomiske krise. En håndtering, der særligt var henvendt til Tysklands stramme økonomiske kurs, som amerikanerne ikke bryder sig om.

Nobelprisvinder anklager nøjsomheden
I et interview med det tyske finansblad Handelsblatt støtter professor i økonomi og nobelprisvinder Paul Krugman op om den "amerikanske" linje og kritiserer Tysklands nøjsomhed.

"Jeg har ikke noget imod, at man forsøger at balancere budgettet i løbet af fem eller 10 år," fortalte Krugman avisen.

"Spørgsmålet er, om man skal starte på et tidspunkt, hvor økonomien er syv til otte procent under dens normale kapacitet, og hvor renten er omkring nul... Det er ikke nu, man skal være nervøs for underskud."

Og senere i interviewet siger Krugman, at "den tyske nøjsomheds pakke er en virkelig dårlig ide".

I stedet for besparelser i Europa ønsker amerikanerne stimulering af den europæiske økonomi, så det amerikanske marked ikke rammes af færre europæiske investeringer:

"Tysklands konsolideringspolitik har ikke alene negative effekter på den hjemlige økonomi, den sænker også væksten i andre lande," siger han til Handelsblatt.

Kritik afvises
Men kritikken bliver afvist i Tyskland. I weekenden slog den tyske økonomiminister Rainer Brüderle fast, at Tyskland ønsker at genvinde international lederskab - og "det kan kun ske med en sund tysk økonomi".

I tyske medier støtter tyske politikkere tirsdag op om Merkels økonomiske pakke - også selvom underskuddet skulle blive mindre end ventet:

"Et 60 milliarder euro underskud (i stedet for 80, red.) kan være en mulighed, men det vil stadig være en rekordstor gæld. Der er ingen anden mulighed end at indføre stramninger," sagde for eksempel Otto Fricke fra Merkels støtteparti, det liberale parti FDP, til tabloiden Bild.

Tysklands regering har forpligtet sig til at reducere sit underskud til 8,5 milliarder euro i 2016. Regeringen planlægger at nedbringe sin gæld med 10 milliarder euro hvert år indtil da.

Forrige artikel Ellemann: Ingen panik over gift i vandet Ellemann: Ingen panik over gift i vandet Næste artikel 800.000 danskere får ingen skattelettelser