Troels Lund: Vi skal tiltrække flere turister

TURISME: Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen præsenterer regeringens nye nationale strategi for dansk turisme.

Forlystelsesparken Legoland ved Billund dannede rammen for erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsens lancering af regeringens nationale strategi for dansk turisme.

”Danmark er et stort turismeland, og turismeerhvervet spiller en væsentlig rolle for dansk vækst og beskæftigelse, både i storbyerne og i landdistrikterne, hvor turisterne nyder den danske kyst og natur,” sagde Troels Lund Poulsen i en pressemeddelelse og fortsætter:

"Selvom det de seneste år er gået godt for dansk turisme, så går det også godt hos flere af vores konkurrenter og Danmark har tabt markedsandele i de senere år. Derfor styrker vi nu indsatsen på turismeområdet, så vi kan tiltrække flere turister, der bruger flere penge og er mere tilfredse med at gæste Danmark."

Den nationale strategi for dansk turisme skal samle de private og offentlige aktører på turismeområdet og indeholder 65 initiativer, der skal sikre udvikling og vækst i turismen i hele Danmark. De er fordelt på fem indsatsområder.

Strategien skal sikre mere effektiv markedsføring målrettet relevante målgrupper og skabe bedre tilgængelighed, internet og skilte i det danske land, samt skabe bedre turistoplevelser i Danmark.

Derudover skal skabes en moderne planlov med øget turismekapacitet.

Strategien skal også skabe bedre konkurrenceevne og gode rammevilkår for den danske turistbranche.

Dansk Erhverv: En milepæl
I Dansk Erhverv har det længe været et ønske at samle trådene på turismeområdet og få inddraget offentlige og private aktører i en samlet strategi.

"Turisme er et globalt vækstfænomen og bør også i Danmark prioriteres som en af de vigtigste motorer for vækst. Derfor kommer strategien på det rigtige tidspunkt,” siger Susanne Nordenbæk, chef for turisme og oplevelsesøkonomi hos Dansk Erhverv i en pressemeddelelse.

Organisationen repræsenterer hoteller, feriehuse, restauranter, spillesteder, oplevelsesvirksomheder og en lang række andre aktører på turismeområde.

”I Dansk Erhverv er vi enige i anbefalingerne og de foreslåede strategiske indsatsområder. Det er nu afgørende at sikre, at alle aktører bakker op. Vi forventer, at regeringen følger udviklingen tæt og undervejs sætter gang i nødvendige, supplerende initiativer,” siger Susanne Nordenbæk.

KL: Nødvendig for kommunal vækst
Der er behov for et seriøst løft af dansk turisme som væksterhverv, mener KL’s formand Martin Damm (V), der glæder sig over de 65 initiativer i regeringens nye nationale turismestrategi.

”Jeg ser klare kommunale aftryk med fokus på at styrke både kyst-, storby-, kultur- og erhvervsturisme samt en klar ambition om at skabe større sammenhæng i de offentlige turismeindsatser på tværs af kommuner og regioner,” siger han i en pressemeddelelse.

Martin Damm kalder det en ambitiøs strategi, der på mange punkter lægger sig op ad de anbefalinger, KL tidligere har spillet ud med. Her efterspurgte KL et styrket samarbejde med private aktører.

VisitDenmark: Sikre vækst og kvalitet
Den nationale strategi for dansk turisme kan give vækst og kvalitet i dansk turisme, mener VisitDenmark.

”Vi har set frem til strategien og tager med glæde handsken op. Konkurrencen om turisterne er blevet større, og derfor er det afgørende, at vi i turisterhvervet i fællesskab øger efterspørgslen efter Danmark som destination og går sammen om indsatser, hvor vi udnytter ressourcerne bedst muligt," siger Jan Olsen, administrerende direktør for VisitDenmark.

Læs hele strategien her:

Forrige artikel Det sker i EU: Udskældte handelsaftaler og grænsekontrol Det sker i EU: Udskældte handelsaftaler og grænsekontrol Næste artikel Danskerne skylder rekordmange penge i licens Danskerne skylder rekordmange penge i licens