Troels Lund afviser ikke jordløse landbrug

LANDBRUG: Miljøministeren er ikke afvisende over for Dansk Landbrugs ønske om jordløse landbrug, men landbruget skal først bevise, at produktionen er miljøneutral.

Hvis landmændene ønsker at slippe for arealkravet, så må de forbedre deres miljøindsats. Sådan lyder meldingen fra miljøminister Troels Lund Poulsen (V) som svar til Dansk Landbrug, der ønsker et opgør med kravet om, at svineproducenter skal eje jord (se link).

"Jordløs produktion kan være interessant nok, men ikke ud fra den givne forudsætning. Hvis man skal have en jordløs produktion, så skal man kunne dokumenter og bevise, at man er fuldstændig miljøneutral. Og det kan dansk landbrug jo ikke i dag. Derfor kan man heller ikke erstatte jordkravene, for de er nødvendige med den produktion, dansk landbrug har i dag," siger Troels Lund Poulsen til Altinget.

Han understreger, at forslaget behandles i regeringens Grøn Vækst-pakke, der ventes fremlagt i februar.

Nye miljøtiltag 
Danmarks Naturfredningsforening kalder det et "skrækscenario", hvis landbruget får lov at slippe for jordkravene på de nuværende betingelser. Men det er udelukket, fastslår miljøministeren.

"Der skal klare miljøforbedrende tiltag til, og landbruget skal afkoble produktion og miljøbelastning," siger ministeren.

Arealkravene er indført for at sikre, at svineproducenter har noget jord at sprede gyllen på, men Dansk Landbrug mener ikke, at svineproducenten selv behøver eje jorden, og peger desuden på, at ny teknologi kan betyde, at gyllen i fremtiden kan bruges til for eksempel biogas.

Af samme grund mener miljøministeren, at der er brug for endnu mere fokus på miljøteknologi.

"Vi skal have fokus på, hvordan vi kan afkoble produktion og miljøbelastning. Der vil også være et eksportmarked i teknologier, der gør det muligt at producere med en lav miljøbelastning i et normalt miljøtungt erhverv," siger han.

Forrige artikel Sprogtvang var teatertorden Sprogtvang var teatertorden Næste artikel Tænketank: Forskning skygger for uddannelse Tænketank: Forskning skygger for uddannelse