Vanopslagh og Dyhr skal vise, at de kan trylle politisk momentum til vedvarende succes

Når en politisk Kloge-Åge, der typisk er sådan én som mig med en fortid i eller omkring det politiske maskinrum på Slotsholmen, udlægger dagsformen blandt partier og politikere, så handler det ikke kun om politik.

Eller jo, selvfølgelig handler politik også lidt om politik. Altså om selve de politiske beslutninger. Om ideologiske forskelle. Lovgivning, der ændres. Holdninger, der brydes. Men når man vurderer de politiske partiers dagsform, så spiller rigtigt mange andre ting også ind. Fordi så handler politik nemlig ikke kun om indhold, men også rigtig meget om form.

I øjeblikket er de fleste enige om, at regeringspartierne – især Venstre og Socialdemokratiet – er i krise. Det ses med et enkelt blik på de aktuelle meningsmålinger eller nyhedsmediernes dækning af dansk politik. Krise.

De fleste er også enige om, at især Liberal Alliance og Socialistisk Folkeparti er øjeblikkets succeshistorier med flot opbakning i meningsmålingerne og generelt god dækning i medierne.

Deltog man ved det netop afholdte Folkemøde, var det tydeligt, at køen til selfier hos Pia Olsen Dyhr (SF) og – i særdeleshed – Alex Vanopslagh (LA) var lang og entusiastisk. De har fat i noget.

For SF er en del af forklaringen på succesen nok, at de ikke er Socialdemokratiet, men at de er tæt nok på politisk og historisk til, at de kan samle en række frafaldne socialdemokrater op.

Det er typisk vælgere, som er utilfredse med, at Mette Frederiksen gik i seng med fjenden, at hun afskaffede Store Bededag, eller at hun ikke gør nok for velfærd eller grøn omstilling. Så forklaringen på SF’s øjeblikkelige succes handler faktisk ret meget om politik.

Men hvad så med Liberal Alliance? Jovist, partiet har også været imod nogle af regeringens beslutninger, men det står ikke krystalklart for mig, hvad partiet egentligt mener. Andet end noget med ansvar og frihed.

Så hvad er så forklaringen på Liberal Alliances aktuelle succes? Og hvorfor er det egentligt Liberal Alliance i særdeleshed, som profiterer af Venstres aktuelle krise?

Hemmeligheden handler om momentum, og det er en stærkere politisk kraft, end man skulle tro. Ikke kun i dansk politik anno 2023, men sådan har det været i årevis. Den medvind, man pludselig kan få i ryggen, opstår ikke bare tilfældigt, nej, det er noget, som man i partierne gør sig alverdens krumspring for at få til at opstå. Lad mig give et par eksempler.

Mest aktuelt Liberal Alliance anno 2023. Man glemmer nemt, men for få år siden rodede partiet nede omkring spærregrænsen, og daværende partileder Anders Samuelsen blev ikke engang genvalgt til Folketinget i 2019.

Den lille tilbageværende folketingsgruppe blev ramt af intern splid, og til sidst pegede pilen på unge Alex Vanopslagh, som måtte tage stafetten videre. Det gik akkurat indtil, at også han blev langtidssygemeldt med stress. På det tidspunkt lignede Liberal Alliance et parti under afvikling.

Men siden er det lykkedes partiet at genvinde fremdriften, så Liberal Alliance aktuelt er det største borgerlige parti i meningsmålingerne.

Det lykkedes med en kombination af ideologisk rene budskaber og nogle vanvittigt succesfulde politiske kampagne-greb med formanden som det uundværlige omdrejningspunkt: Nogle kan huske videoerne, hvor røde Alex diskuterer med blå Alex. Andre den vilde hype omkring Alex på Tik-Tok. Nogle har læst hans seneste bog Vejen til ansvar, som endda har fået pæne anmeldelser.

Seneste påfund er en storsatsning på at kunne fylde KB-Hallen i København med flere tusinde betalende gæster til politisk topmøde med en række gæstestjerner blandt andet Lars Løkke Rasmussen og Özlem Cekic.

Et parti tør kun binde an med sådan et arrangement – og endda invitere højtprofilerede repræsentanter fra andre partier med indenfor – hvis man har selvtilliden i orden, og hvis man er ret sikker på succes. Og succes avler succes.

Nu kommer historien blandt politiske nørder til at handle om, at Liberal Alliance lykkedes med at stable ét af danmarkshistoriens største politiske møder på benene, og at stemningen i KB-Hallen var elektrisk, mens Alex og gæster var i topform.

Det virker, og det er ingen tilfældighed, men tværtimod en serie af eksempler på, at Liberal Alliance har gjort mange ting rigtigt de seneste år. Men så er det heller ikke mere unikt, fordi andre har nemlig også lykkedes med noget tilsvarende tidligere.

Tænk bare et års tid tilbage på Konservatives opblomstring i 2021 og 2022, som kulminerede i, at Søren Pape udnævnte sig selv til statsminister-kandidat, og hvor alting pludselig handlede om Pape Power. Slagkraftig politik pakket ind i en rar politisk krammebamse. Kortvarigt succesfuldt, indtil både politikken og privatlivet blev for meget.

Eller tænk lidt længere tilbage til dengang, hvor Alternativet med Uffe Elbæk i spidsen fik et crazy gennembrud ved at danse sig igennem et landsmøde til Love is in the Air, mens partiet serverede vegansk buffet og hængte valgplakater af smeltende is op i gaderne. Innovativt. Kreativt. Og noget, som tiltræk sig opmærksomhed fra vælgere af alle slags.

Og har man en lidt længere politisk hukommelse, så vil man kunne huske dengang Villy Søvndal blev udråbt til ”oppositionens åndelige leder” af daværende statsminister Fogh, og hvor SF periodevis gjorde Socialdemokraterne rangen stridig om at være det største røde parti.

Eller helt tilbage til midten af 00’erne, da Venstre og Anders Fogh var først til at indtage Facebook og flyttede en del af valgkampen over på sociale medier.

Det havde måske nok en lille effekt, fordi man kunne nå nogle vælgere ad den nye kanal, men betydningen var til gengæld uovertruffen, fordi det sendte et signal om, at Venstre og Fogh var moderne, nytænkende og tjekkede. Og modkandidat Lykketoft virkede bare gammel og sur. Game over!

Man kan helt sikkert finde mange andre eksempler på partier, som har haft en opblomstring og fået momentum. Men der er faktisk også en interessant lektie ved historien, som man hos Liberal Alliance – og alle andre – gør klogt i at skrive sig bag øret.

Det er nemlig ikke nogen politisk naturlov, at et parti også bliver en vedvarende succes, selvom man for en stund har momentum. Faktisk er det modsatte langt oftere tilfældet.

Den helt store test for et parti er derfor ikke, om man kan lykkes med at skabe og gribe momentum, men om man kan fastholde det på langt sigt, så partiet bliver en vedvarende og relevant stemme i dansk politik. Det er den virkelige test – uanset hvor mange gæster der så er til politisk stormøde i KB-Hallen.