Tesfaye skal stå skoleret i EU-Parlamentet om Syrien-udsendelser

Udlændinge- og integrationsministeren vil i næste uge skulle forklare de EU-folkevalgte den danske praksis, som gør det muligt at udvise flygtninge til visse dele af Syrien.

En omstridt dansk enegang på flygtningeområdet, der giver mulighed for at hjemsende flygtninge til såkaldte sikre områder i det krigsramte Syrien, kommer nu under lup i Europa-Parlamentet.

Parlamentets Borgerrettighedsudvalg vil torsdag i næste uge sætte udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) i den varme stol, hvor han skal deltage i en såkaldt meningsudveksling med udvalgets medlemmer om den danske asylpolitik. Det bekræfter Europa-Parlamentet over for Altinget.

Det sker efter flere måneders forsøg på at finde en dato, efter en række EU-folkevalgte har vist sig stærkt kritiske over for den danske praksis.

Danske myndigheder har gennem den seneste tid inddraget opholdstilladelserne fra over 200 syrere med henvisning til, at de kan udvises til Damaskus og Rif Damaskus, som ”ikke længere er præget af de mest ekstreme tilfælde af generel voldsudøvelse”, som Flygtningenævnet formulerer det.

Det er dog en vurdering, som røster både i EU-Parlamentet og EU’s asylkommissær, Ylva Johansson, har sat et stort spørgsmålstegn ved.

En bombe under Dublin

Samtidig har den danske praksis ledt til, at flere syrere, der har haft flygtningestatus i Danmark, nu søger mod andre EU-lande af frygt for at blive udvist.

Det har fået medlemmer af Parlamentet til at sætte spørgsmålstegn ved, om Danmark kan bevare sin plads i det såkaldte Dublin-system, der er grundpillen i det europæiske asylsamarbejde.

Dublin-forordningen dikterer, at det er det land i Unionen, hvor en asylansøger først indleverer sin ansøgning, som har ansvaret for dem. Derfor er normal praksis, at de derfor kan sendes tilbage dertil, hvis de søger asyl i et andet EU-land. Det princip udfordres dog, når andre lande vurderer, at det indebærer en risiko for udvisning til et sted, som de ikke vurderer som sikkert.

”Den danske regerings forsøg på at tvinge syriske flygtninge tilbage til Assads brutale diktatur møder forståeligt nok stor kritik,” siger medlem af Europa-Parlamentet for Enhedslisten, Nikolaj Villumsen.

”Spørgsmålet er, om den danske regering er parat til at blive smidt ud af Dublin-forordningen som konsekvens af dens umenneskelige og usolidariske flygtningepolitik. I så fald vil antallet af asylansøgninger formentlig stige markant,” siger han.

Regeringens planer om at oprette modtagecentre for asylansøgere i lande uden for EU forventes også at blive diskuteret med ministeren på mødet i næste uge.

Forrige artikel Nu vender eleverne tilbage: Sådan bliver skoledagen Nu vender eleverne tilbage: Sådan bliver skoledagen Næste artikel Dagens overblik: Minkafhøringer fortsætter, og første DF-folketingspolitiker peger på Martin Henriksen Dagens overblik: Minkafhøringer fortsætter, og første DF-folketingspolitiker peger på Martin Henriksen