Tænketank: Danske politikere går lalleglade frem mod overvågnings­samfundet

DEBAT: Kampen mod terror får politikere til at foreslå mere overvågning. I Danmark er der endda en naiv tro på, at digitale teknologier rummer løsningerne. Her synes ikke at være samme sunde skepsis, som vores nabolande udviser, skriver Klavs Birkholm.

Af Klavs Birkholm
Direktør, Tænketanken Teknoetik

Allerede i 1998 påpegede den polsk-britiske samfundstænker Zygmunt Bauman, hvordan globaliseringen var i gang med at udhule nationalstaterne ved at indskrænke demokratiets råderum.

Politikerne i det enkelte land kan ikke længere bestemme over de økonomiske prioriteringer og slet ikke lægge en kurs for, hvilke værdier samfundet skal bygge på.

De kan alene føre debatter om, hvordan man kan beskytte borgernes sikkerhed og tryghed, sagde Bauman.

Det er tilsyneladende, hvad der er tilbage: politik som et spørgsmål om beskyttelse mod terror, migration, voldskriminalitet og lignende.

Ingen skepsis hos politikerne
Regeringens nye overvågningspakke, "Tryghed og sikkerhed i det offentlige rum", lever fuldt ud op til Baumans forudsigelser.

Næsten uanset partifarve synes terrorbekæmpelse at have fået politisk prioritet over alt andet, selv over bestræbelser på at redde kloden mod den fremadskridende klimakatastrofe, der i reglen bagatelliseres.

I Danmark har udviklingen endda fået en forværrende twist i form af den naive tro på, at digitale teknologier rummer løsningen på hvad som helst.

Hvor de fleste af vore nabolande har bevaret en vis sund skepsis, går danske politikere lalleglade frem mod overvågningssamfundet.

Vi tænker måske, at så længe den tidligere statsminister var mest optaget af sine frynsegoder, og så længe hans efterfølger sætter sine børn i Hareskovens Lilleskole, ånder alt fred og idyl.

Hos os får vi vil aldrig hverken Erdogan eller Xi Jinping som statsoverhoveder. Vi hygger os i smug.

Ingen beskyttelse mod personhenførbarhed
De færreste har indset, hvad Edward Snowden gentagne gange har påpeget: Problemet er ikke datasikkerhed, problemet er dataophobning.

Hvorfor? Fordi både internettet selv, IoT (Internet of Things) og millioner af skjulte algoritmer nu gør alle netværk så nært forbundne, at ingen jordisk kraft længere kan beskytte datasamlinger, hverken imod uønsket indtrængen eller imod personhenførbarhed.

Uanset, hvad Digitaliseringsstyrelsen og KL bilder sig selv og andre ind, er data nu omkringflydende personprofiler. Hvis nogen hævder det modsatte, skyldes det utilstrækkelig indsigt i teknologierne.

Og netop personprofiler er det attraktive for alle de mange virksomheder, der kappes om at bestyre vores data og få adgang til dem.

Politiet er ikke problemet
Pressen har reageret på overvågningspakken ved at spørge, hvor mange beføjelser vi dog skal give politiet. Men politiet er slet ikke problemet.

Længe leve det danske politi!

Problemet er politiets leverandører – Palantir, Predpol, Google, Microsoft, Facebook og andre – og den manglende forståelse af deres forretning.

Som den tidligere Stasi-officer Wolfgang Schmidt for et par år siden kommenterede: "For os ville det simpelthen have været opfyldelsen af en ønskedrøm; så megen information om så mange mennesker".

Schmidt talte om Facebook som uvurderlig datakilde for NSA. Stasi havde ikke færre end 173.081 månedlige informanter, men Facebook har omkring 1.230.000.000.

Derfor konkluderer Schmidt, at hvis Facebook havde eksisteret i 1980'erne, ville Berlinmuren og kommunismen aldrig være væltet.*

Borgere er en handelsvare
Det er ikke bare økonomien, der er globaliseret i dag, det er også overvågningen.

Overvågning er nu noget helt andet – og meget mere – end dengang George Orwell skrev sin berømte roman om Big Brother, 1984.

Overvågning betyder i dag, at hvert eneste individ mister sin unikke status som borger og i stedet først og fremmest bliver en handelsvare.

Og, som Shoshana Zuboff har forklaret:

Det, der handles, er ikke vores købekraft, det er vores fremtid.

...

*Klavs Birkholm & Niels Frølich, De skjulte algoritmer. Djøf Forlag, 2018, side 39.

Forrige artikel Praktiserende læger: Psykologformands analyse af, hvad der er galt med os læger, kalder på svar Praktiserende læger: Psykologformands analyse af, hvad der er galt med os læger, kalder på svar Næste artikel Forældre og lærere: Vi vil se folkeskolen prioriteret i finansloven Forældre og lærere: Vi vil se folkeskolen prioriteret i finansloven