Sveriges boligminister trækker sig efter Israel-kritik

Den svenske boligminister Mehmet Kaplan har trukket sig efter flere dages modvind, som blandt andet har været forårsaget af en sammenligning af Israel og Nazityskland fra 2009.

Det blev på et pressemøde i dag bekræftet, at Mehmet Kaplan fra svenske Miljöpartiet udtræder af regeringen og forlader sin post som boligminister.

Statsminister Stefan Löfven (S) udtalte i den forbindelse:

”Mehmet Kaplan har foretaget den samlede vurdering, at hans handlinger i forhold til eksterne religiøse og politiske organisationer har ledt til en diskussion, som står i vejen for hans opgaver som minister. Og jeg deler den bedømmelse,” lød det fra regeringslederen.

Her henviser Löfven blandt andet til en episode, hvor Mehmet Kaplan for nyligt spiste middag med en repræsentant for den ultranationalistiske tyrkiske organisation Grå Ulve og til en udtalelse tilbage fra 2009, hvor Kaplan udtalte, at Israels behandling af palæstinenserne kunne sammenlignes med nazisternes behandling af jøderne i 1930’erne.

Begge dele har den sidste uge fået omfattende medieomtale i Sverige og er blevet kritiseret af fremtrædende politikere.

Efter statsministeren tog Kaplan selv ordet med nogenlunde samme budskab:

”Vi er kommet i en situation, hvor der bliver sat spørgsmålstegn ved min person, og det jeg står for. Disse spørgsmålstegn står nu i vejen for at gøre det arbejde, der er behov for,” udtalte det fra den afgående boligminister.

Mehmet Kaplan gav dog samtidig udtryk for, at han mente, at han var blevet genstand for grundløse beskydninger, og at hans fratræden ikke ændrer på dette. Af samme årsag agter Kaplan således også at fortsætte sit politiske virke uden for regeringen.

En permanent afløser er endnu ikke fundet til posten som boligminister.

Forrige artikel Michael Dyrby får ansvar for Operation X Næste artikel Corydons afløser fundet i Esbjerg