Styrelsen for International Rekruttering og Integration får ny direktør

Trine Rask Thygesen bliver ny direktør i Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI).

Fra 1. april 2021 er der en ny direktør i spidsen for Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI). Valget er faldet på Trine Rask Thygesen, der kommer fra en stilling i Udenrigsministeriet.

Det skriver Udlændinge- og Integrationsministeriet i en pressemeddelelse.

Trine Rask Thygesen tiltræder fra en stilling som direktør for Udviklingspolitik i Udenrigsministeriet. Hun har tidligere været ambassadør i Sydafrika, ligesom hun af flere omgange har været centerchef i Udenrigsministeriet.

Den nye direktør overtager posten fra Kasper Højvang Kyed, der i januar skiftede embedsværket ud med en stilling som direktør for a-kassen FTFa.

Styrelsen for International Rekruttering og Integration er en styrelse under Udlændinge- og Integrationsministeriet, der blandt andet er ansvarlig for behandlingen af ansøgninger om opholdstilladelse og danskundervisning, ligesom styrelsen blandt andet understøtter integrationsindsatsen i kommuner.

Forrige artikel Lægeforeningens direktør stopper efter 15 år Næste artikel Dødsfald: Avistrykker Sven Togsverd (73)