Studsgaard ny departementschef i Miljøministeriet

NYT JOB: Henrik Studsgaard, der siden december sidste år har været konstitueret departementschef, er torsdag blevet ansat som ny departementschef i Miljøministeriet.

Miljøministeriets nye departementschef Henrik Studsgaard har siden 2004 været ansat i ministeriet som direktør for Center for Koncernforvaltning, afdelingschef og direktør i Kort- og Matrikelstyrelsen.

I december sidste år blev han konstitueret departementschef og afløste Marianne Thyrring, der forlod stillingen, som hun havde varetaget siden 2007.

Før sin ansættelse i Miljøministeriet var Henrik Studsgaard direktør i Dansk Skovforening, afdelingschef i Folketingets Administration og forstander på Skovskolen i Nødebo.

Miljøminister Ida Auken (SF) glæder sig over udnævnelsen:

"Der er ingen tvivl om, at Henrik er den rette til at stå i spidsen for et miljøministerium, der skal gå forrest i den grønne omstilling, hvor miljø og økonomi hænger uløseligt sammen," siger hun i en pressemeddelelse.

Henrik Studsgaard er født i 1963 og uddannet jurist, skov- og landskabsingeniør med HD i finansiering.

Forrige artikel Erfaren ræv bliver ny konservativ kommunikationschef Erfaren ræv bliver ny konservativ kommunikationschef Næste artikel KL: Lærerne samarbejder ikke nok KL: Lærerne samarbejder ikke nok