Når man kan udgive 'Mein Kampf' som feministisk forskning, er socialvidenskaben kørt af sporet
Selvfølgelig må forskere blande sig i den offentlige debat med deres egne holdninger. Men vi har et problem med, at visse forskere forklæder politiske holdninger som videnskab. Derfor skal forskere deklarere, om deres udtalelser er personlige eller videnskabelige, skriver Mads Strange (LA).
I slutningen af 2017 lagde tre professorer mærke til, at store dele af forskningen indenfor humaniora var inficeret af politisk motiveret aktivisme uden hold i virkeligheden.
Så de besluttede sig for at udføre et lille eksperiment ved at skrive 20 absurde fup-forskningsartikler, der skulle publiceres i akademiske tidsskrifter for at udstille, hvor let det er at få udgivet antividenskabeligt nonsens, hvis blot det bekræfter en bestemt ideologiske overbevisning.
I en af artiklerne ville de eksempelvis udstille dårskaben indenfor den akademiske disciplin "intersektionel feminisme".
Så de skrev en falsk artikel, hvor de plagierede nogle uddrag fra Adolf Hitlers 'Mein Kampf', men med den detalje, at blandt andet ordet "jøde" var udskiftet med "mænd".
Denne artikel blev både fagfællebedømt og accepteret i et toneangivende tidsskrift for feministisk forskning.
I en anden artikel skrev de tre professorer om, at ’dog-humping’ i offentlige parker faktisk i virkeligheden var et bevis på den voldtægtskultur, der stortrives i vores patriarkalske samfund, hvilket de misogyne hanhunde havde taget til sig.
Også denne latterlige artikel slap igennem det akademiske nåleøje og blev bragt i et videnskabeligt tidsskrift.
Forskning skal ikke konkludere på forhånd
Men det er ikke kun i USA, at flere akademiske discipliner indenfor social- og samfundsvidenskaben åbenlyst er kørt af sporet.
I 2020 kom det frem, at de danske skatteydere skulle betale for et nyt ph.d-projekt, der fra en "befrielses- og queerteologisk synsvinkel [...] skal bevise, at tykfobi er en af de mest gennemgribende og bærende strukturer i vores kultur og samfund, som undertrykker liv og mennesker".
Bemærk her, at artiklen ikke skal undersøge om, dette er tilfældet, men at forskeren derimod allerede har fældet dom.
Og ikke nok med at projektets forfatter selv indrømmer, at konklusionen er skrevet på forhånd, forskningsprojektet skulle ligeledes skrives af ingen ringere end tykaktivisten Dina Amlund, der er kendt fra den offentlige debat for at turnere med budskaber om, at overvægt faktisk ikke er usundt.
{{toplink}}
Åbenlyst problem med politisk motiveret forskning
Mange andre sager fra både Danmark og udlandet kan nævnes. Men bundlinjen er, at vi åbenlyst har et problem med politisk motiveret forskning indenfor visse akademiske discipliner.
På foranledning af Henrik Dahl (LA) vedtog Folketinget derfor i 2021, at akademikere skal være selvkritiske, og at politisk aktivisme ikke må forklædes som videnskab.
Det fik hele 3.241 forskere til at råbe vagt i gevær med et åbent brev til den daværende regering om at trække støtten til vedtagelsesteksten.
Man skulle ellers tro, at det ville være ganske ukontroversielt at cementere, at politisk aktivisme ikke må forklædes som videnskab.
Men ifølge mange forskere var der simpelthen tale om et alvorligt brud på armslængdeprincippet, og at deres forskningsfrihed nu ville være underlagt et politisk pres.
Men den kritik holder selvfølgelig ikke et nærmere eftersyn.
For det første er der nemlig ikke tale om, at nogens frihedsrettigheder er blevet indskrænket. Alle forskere må til hver en tid skrive eksempelvis al den fjollede, feministiske fupforskning, de har lyst til, i deres fritid.
Men når de som offentligt ansatte går på arbejde for at forske, er det vigtigt, at vi ikke klatter skatteydernes penge væk på, at de udnytter deres position til at fremme egne politiske agendaer.
For det andet er der stadig ikke noget principielt i vejen for, at også forskere blander sig i den offentlige debat med udgangspunkt i deres egne holdninger. Det er dem vel undt.
Forskere skal deklarere deres personlige holdninger
Men det skal til enhver tid tydeligt deklareres, hvornår forskeren bidrager til at kvalificere den offentlige debat med faktuel viden, og hvornår der er tale om en præsentation af egne overbevisninger.
Når så mange forskere kan blive stødt på manchetterne over at læse Henrik Dahls vedtagelsestekst, kan det ikke tolkes som andet end en tilståelsessag om, at de ikke selv evner at efterleve disse helt rimeligt og ukontroversielle krav.
Og netop af den årsag er det utroligt vigtigt, at Folketinget har fastslået, at universiteterne har ansvaret for at sikre akademisk redelighed, og at forskning ikke skal bruges som løftestang for at fremme politisk aktivisme.
For i et hvert velfungerende samfund har man nemlig brug for at træffe beslutninger på et oplyst grundlag.
Hvis vi vænner os til, at vi ikke kan stole på den viden, der udgår fra universiteterne - fordi den videnskabelige kvalitet er forsvundet, eller fordi visse forskere udnytter deres position til at fremme en bestemt politisk agenda - får det utroligt store konsekvenser.
Derfor må vi ikke lade universiteterne blive til ideologiske opdragelsesanstalter, for det er deres vigtige forskning og uddannelse af de kommende generationer slet og ret alt for vigtigt til.
{{toplink}}
Bertel Haarder om rekordantal særlige rådgivere: Lad partierne selv betale for deres spindoktorer
Selv i Dagbladet Information er syv ud af otte lederskribenter hvide mænd
