Støjberg i DF bliver mere og mere urealistisk

"Det er de danske værdier, der har tabt i dag". Sådan lød reaktionen fra Inger Støjberg efter dommen på 60 dages fængsel i rigsretten mandag. Selv i nederlaget fulgte hun talelinjen, som hun har brugt fra dag et. Uden antydning af anger eller indrømmelse af, at hun havde gjort noget forkert. Tværtimod!

Rigsrettens dom over Støjberg var overraskende hård men også klar. Med 25 rigsretsdommere mod én var der aldrig tvivl om skyldsspørgsmålet. Og med 15 dommere for en ubetinget fængselsstraf var det heller aldrig diskussion om, at Støjberg skulle straffes med i fængsel.

Til sammenligning var der i rigsretssagen mod Erik Ninn-Hansen fem dommere, der stemte for frifindelse, og straffen til Ninn blev kun på fire måneders betinget fængsel. Strafudmålingen tog dog her hensyn til Ninns alder og dårlige helbred.

Hvad så nu?

Der er allerede nu flertal for, at Støjberg i ugen op til jul bliver erklæret uværdig til at sidde i Folketinget. Det er der i bund og grund ikke så meget overraskende i. Hvis man kigger på de tidligere sager, hvor tinget har skulle tage stilling til, om et medlem var værdig, er ubetinget fængselsstraf normalt grænsen.

Støjbergs uværdighed gælder som minimum indtil næste valg. Hvis hun her stiller op igen, og vælgerne stemmer hende ind, vil praksis være, at hun kan indtræde igen. Vælgerne har med deres stemme signaleret, at de har slået en streg over sagen.

Der er også allerede nu klart, at behandlingen af sagen om Støjbergs værdighed bliver mere kulørt, end den slags normalt er. Både Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti har meddelt, at de mener, at Støjberg stadig er værdig til at sidde i tinget – og de kommer til at slås for hende i salen.

Derfor kan vi se frem til en patosfyldt debat i salen, når spørgsmålet skal behandles i næste uge, hvor de to partier vil kappes om at være de største Støjberg-støtter, og hvor vi efterfølgende vil få det hele gentaget i en uendelighed i små mundrette bidder på sociale medier. Støjberg selv har meddelt, at hun ikke agter at tage ordet eller stemme i sagen.

Hvad så med Støjbergs politiske fremtid? Er hun færdig i dansk politik med så hård en dom? Det korte svar er nej – langt fra, men der vil gå lidt tid, inden vi ser hende tilbage på fuldt tryk igen.

Hvis man taler med kilder tæt på Støjberg, er det tydeligt, at hun er rystet oven på mandagens hårde dom. Det var rigtig, da hun umiddelbart efter dommen sagde til de forsamlede journalister, at hun ikke havde tænkt den tanke på forhånd, at hun ville blive dømt. Hun havde, oprigtigt talt, regnet med frifindelse, og under ingen omstændigheder så hård en dom.

Som sagen står nu, er det tvivlsomt, at hun går til Dansk Folkeparti. Kilderne tæt på hende regner i hvert fald ikke med, at hun er klar til alt det, der følger med at stille op som formand for Dansk Folkeparti 23. januar.

Det vil for det første kræve, at Støjberg allerede 7. januar melder sig på banen som formandskandidat. Det er der ikke mange tæt på hende der tror, at hun på nuværende tidspunkt er i form til. Støjberg er personligt slidt ned til sokkeholderne ovenpå en lang opslidende sag, og den hårde dom har tappet hende for de sidste kræfter.

Herudover er tilbuddet om at blive formand for Dansk Folkeparti blevet noget mindre tillokkende over de seneste par uger. Der er i skrivende stund tre kandidater til formandsposten i DF, og der kan nemt komme flere til. Under overfladen raser fløjkampene og grøfterne bliver dybere og dybere. Et sådant politisk håndværkertilbud virker ikke specielt tillokkende at skulle overtage.

Det springende punkt er dog, at der også er kommet flere politiske krav på bordet. Hvor det tidligere lød fra for eksempel Morten Messerschmidt, at Støjberg var mere end velkommen i Dansk Folkeparti, så er der i dag kommet det forbehold med, at hun er velkommen, hvis ”hun kan tilslutte sig Dansk Folkepartis politik.”

{{toplink}}

Altså, Dansk Folkepartis politik som den er i dag. Med klar EU-modstand og ønske om at melde sig ud af internationale konventioner.

Støjberg har i private sammenhænge gjort det klart, at hun går efter at bliver minister igen. Derfor skal den politiske kurs i det projekt, hun kaster sig ind i, ikke automatisk udelukke regeringsdeltagelse på forhånd. Det vil krav, som det Messerschmidt har fremført, om, at der skal skrives ind i et borgerligt regeringsgrund, at der skal være en afstemning om dansk EU-medlemskab, være.

Nogen vil måske indvende, at Støjbergs ønske om at blive minister igen ikke er så relevant, efter at hun er blevet idømt ubetinget fængsel og højst sandsynligt ryger ud af Folketinget. Det tror jeg er at gå for langt.

Hvis Støjberg ved næste valg opnår et fint valg, og de mandater hun kommer med er afgørende for, at der kan komme en borgerlig regering, så tvivler jeg på, at Pape eller Ellemann siger nej til at gøre hende til minister, hvis det er prisen. Hun er stadig voldsom populær i befolkningen, og vælgerne har stemt på hende fuldt vidende om hendes fortid. Dermed må hendes gæld til samfundet anses for at være betalt, vil det lyde.

Og hvis man kigger på de andre borgerlige partier i dag, så kunne der være plads til et indvandrerkritisk borgerligt parti, som er moderat borgerlig på den økonomiske politik, og som siger ja men ikke halleluja til EU. Især hvis det har et trækplaster som Inger Støjberg i spidsen.

Vurderingen blandt folk tæt på Støjberg er i hvert fald, at et sådant projekt kunne være interessant for en Søren Gade, som i dag ikke trives i Venstre, og sandsynligvis også flere siddende MF’ere fra V og K samt en løsgænger som Naser Khader. Og hvis det bliver resultatet, er magtforholdene i blå blok igen kastet op i luften.

Indtil videre afventer vi dog, at Støjbergs fremtid i Folketinget bliver officielt afklaret og hendes gæld til samfundet betalt. Og hvor den første del nok skal være klaret inden jul, så kan den sidste del godt tage det meste af første halvdel af 2022.