Støjberg: 100.000 ledige bliver til flere

LEDIGE: Ledigheden har passeret 100.000 personer, men ledigheden vil stige yderligere, før den går ned igen, vurderer Inger Støjberg.

Det bliver værre, før det bliver bedre, vurderer beskæftigelsesminister Inger Støjberg, efter nye stigninger i ledigheden.

Ledigheden tager endnu et spring opad til over 100.000 personer, men toppen er ikke nået endnu.

Det vurderer beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V), der dog ser lys forude.

"Den stigende ledighed, vi ser i juni 2009, skal ses i lyset af, at der stadig var ganske mange mennesker, der blev afskediget i foråret. Det er blandt andet effekten af de afskedigelser, som vi kan se i de nyeste ledighedstal. Antallet af varslede afskedigelser er dog faldet gennem foråret og er nu på det laveste niveau siden sommeren sidste år. Alligevel må vi i den kommende tid desværre indstille os på, at ledigheden vil fortsætte med at stige. Det viser de økonomiske prognoser for Danmark - også regeringens egne. Og vi følger udviklingen nøje," siger Inger Støjberg.

Ledighedstallet nåede i juni op på 105.100 personer, og det er mere end en fordobling på et år, skriver bt.dk.

Økomoner: Ledigheden stiger voldsomt
Bliver det 125.000 ledige, eller skal vi helt op på 175.000 arbejdsløse danskere, når vi går ind i 2010? Det er der uenighed om blandt økonomerne, der dog generelt er skuffede over dagens sure ledighedstal fra Danmarks Statistik.

"Ledigheden i Danmark rundede i juni det skarpe hjørne på 100.000 personer. Det var helt forventet, men dagens tal var alligevel en negativ overraskelse, da ledigheden steg med hele 7.400 personer. Vi havde sat næsen op efter mindre, pga. et kraftigt fald i antallet af fyringsvarsler," siger Jakob Graven, chefanalytiker hos Sydbank.

Anders Matzen, der er chefanalytiker hos Nordea, er også overrasket over tallene.

"Det er helt klart mere, end vi havde ventet. Tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen viste ellers, at antallet af varslede afskedigelser har været for kraftigt nedadgående over de seneste måneder, så vi havde forventet en stigning på linje med niveauet i maj, hvor ledigheden blot steg med 4600 personer," siger Matzen til borsen.dk.

Forrige artikel Folkedansere ønsker 100.000 kr. for df.dk Næste artikel Ellemann tager fat på Barnets Reform efter ferien Ellemann tager fat på Barnets Reform efter ferien