Sofie Carsten Nielsen: "Politik er på nogle stræk gået i stykker"
Jeg er selv en del af problemet med, at politik på nogle stræk er gået i stykker. Vi skal have inviteret flere med og finde modet til at tage fat om de vilde problemer, så politik atter bliver et sted, hvor vi bliver ved med at ændre samfundet til det bedre, skriver Sofie Carsten Nielsen (R).
Jeg har flere gange stillet mig selv spørgsmålet, om jeg hører hjemme i politik. Egentlig var jeg nået til den konklusion, at det gør jeg ikke.
For i alt for mange år har politik kørt i rillen rundt om enkeltsagerne. Jagten på likes og medieomtale kaster lange skygger ind over Folketingets arbejde, mens vi fortsætter ufortrødent i sprint for at nå at dreje lidt på den næste skrue, men jo ikke får taget fat på de store linjer og bruger tid på dem, som min kollega Karsten Lauritzen, gruppeformand i Venstre, helt rigtigt også har udtrykt bekymring over.
Det er vigtigt at understrege, at det ikke handler om selvmedlidenhed og klynk. For det er jo ikke arbejdsmængden, eller at politiske kampe kan være rå. Det er en del af det.
Men det er et flag, som jeg hejser, fordi jeg er bekymret for, at vi kommer til at betale en langt større samfundsmæssig pris: At den politik, som vi laver, er forhastede snuptagsløsninger, der ikke tager fat om de virkelige problemer.
Vi tager os ikke tid til at tænke stort, og politik bliver alt for ofte kogt ned til falske modsætninger. Som passer godt ind i Facebooks algoritme: Påtvungne valg mellem land eller by. Dansker eller europæer. Frihed eller utryghed. Dansker eller muslim. Meningsløse vildfarelser og valg mellem enten-eller, når svaret snarere er både-og. Enkeltsagsvirkeligheden, som drukner alt det, som vi burde bruge vores tid på.
Rekordmange beslutningsforslag
Vi afkræver hinanden her-og-nu svar på spørgsmål om, hvordan vi skal løse problemerne. "Det ved jeg ikke, men jeg synes, det er et kæmpe problem, som vi skal tage hånd om," er sjældent svar nok.
Vi hastelovgiver halve løsninger med en fart, så selv ikke mennesker med ekstra timer i døgnet kan nå at sætte sig ind i, hvad dem, der rent faktisk ved noget om sagen, har af input. Vi har behandlet mere end 300 beslutningsforslag i det forgangne folketingsår. Det er rekordmange.
Og søger offentligheden og journalister indsigt i, hvad der ligger bag politiske beslutninger, får de alt for ofte mørklagte dokumenter retur. Det er politik på speed. En lukket fest, hvor de mennesker, som det egentlig handler om, alt for sjældent er inviteret med.
Stærkt går det. Men hvor meget kan vi halvvejs inde i valgperioden egentlig sige, at vi har opnået? På hvilke områder er Danmark blevet et markant bedre sted at leve det seneste år på grund af politik, som vi har bedrevet?
For få.
Jeg er selv en del af problemet
I stedet for at tage fat om de helt store, vilde problemer spilder vi tiden med symbolpolitik. Det giver ingen mening.
Imens vi burde have arbejdet på højtryk på at finde rigtige løsninger på, at hvert sjette barn går ud af folkeskolen uden at kunne læse, skrive og regne. At vi mangler en plan for at redde klimaet. At der mangler mennesker i økonomien.
Ja, så diskuterede vi i stedet stramninger af de i forvejen stramme regler for at opnå statsborgerskab og en dansk flygtningelejr. I Rwanda. Som ikke findes. Og behandlede et tomt lovforslag, som hverken blev foreslået eller modtaget med blik for virkeligheden, men snarere den udlændingepolitiske profil.
Jeg har frustreret spurgt mig selv gang på gang: Er det sådan, politik skal fungere? Er det sådan, vores demokrati skal være? Er det sådan, vi giver dygtige og nytænkende mennesker lyst til at være med?
Nej. Politik er på nogle stræk gået i stykker. Og jeg er ingenlunde hellig her. Jeg er selv en del af problemet. Og derfor er mit ønske, at vi kan blive enige om at træde ud af hamsterhjulet og åbne politik op for omverdenen.
Vi har brug for nye idéer. Brug for at skrue ned for polariseringen og op for samarbejdet. Brug for at tænke større og nyt. Så politik igen kan komme til at skabe radikale forandringer, der sætter mennesker fri til leve radikalt bedre liv.
Det er på tide vi trækker os selv op af rillen
Tænk, hvad vi kunne, hvis vi turde. Vi kunne hjælpe de børn, der mistrives og ikke lærer det basale i skolen.
Folkeskolereformen tjener som et godt eksempel. Intentionerne var gode. Åben skole, mere bevægelse og flere glade og dygtige børn. Men udførelsen var elendig. Politik oppefra og ned. Det blev en fiasko uden reelle forbedringer for børnene.
Vi kunne lade den sunde fornuft og reelle løsninger overtrumfe kampen om at se strammest ud og give flygtninge, som vi har givet en dyr uddannelse, mulighed for at blive og bidrage til fællesskabet.
Eller danskere mulighed for at bo i deres eget land med dem, som de elsker – uanset hvor de kommer fra. Eller vi kunne lytte til virksomhederne og lade den kvalificerede arbejdskraft komme til Danmark – det giver et plus fra dag et.
Vi kunne blive enige om at skabe begejstring for klimahandling alle steder i vores samfund og gøre vores forbrug grønt sammen med både landbruget og erhvervslivet.
Danmark kunne blive verdensmester i grøn omstilling, og vores børn kunne se trygt til, at vi tager fat om at løse deres generations største hovedpine. Og der er sikkert mange flere ideer hos mine kolleger på tværs af partierne og rundt om i landet, som kunne bringe os fremad i stedet for at sætte os i stå.
Det er på tide, at vi tager hinanden i hånden og trækker os selv op af rillen. Bryder med det daglige trummerum og finder mod til at tænke nyt. Vi skal have inviteret flere med og finde modet til at tage fat om de vilde problemer, så politik igen bliver et sted, hvor vi bliver ved med at ændre samfundet til det bedre.
Journalist-formænd: Medier og journalister bør stå sammen mod techgiganterne
Tidl. ambassadør om fransk regionalvalg: Macrons parti tabte, men han har stadig en chance til præsidentvalget
