Søren Pape stiller op i Vestjylland

Søren Pape Poulsen er blevet valgt som spidskandidat for Det Konservative Folkeparti i Vestjyllands Storkreds til det kommende folketingsvalg.

Den 42-årige formand for Det Konservative Folkeparti blev onsdag aften valgt som partiets spidskandidat i Vestjyllands Storkreds til det kommende folketingsvalg. Der har været stor mediebevidsthed omkring det faktum, at Søren Pape som den eneste partileder ikke er medlem af Folketinget, og det bliver der som ventet lavet om på. Det er nu målet, at den tidligere Viborg-borgmester skal repræsentere midt- og vestjyderne på Christiansborg.

”Jeg er meget glad og meget taknemmelig for den tillid, der er vist mig. Jeg går ydmygt til opgaven, men jeg lover at give den fuld gas sammen med mine dygtige medkandidater, så vi for alvor kan få sat den midt- og vestjyske virkelighed på dagsordenen på Christiansborg,” udtaler Søren Pape i en pressemeddelelse.

Ud over Søren Pape Poulsen blev også Tove Videbæk, Ikast-Brande, og Pernille Bloch, Holstebro, Orla Østerby, Lemvig, og Jette Philipsen, Silkeborg opstillet på listen.

 

Forrige artikel Ulveman optager rådgivere i partnerflokken Næste artikel Tove Videbæk stiller igen op til Folketinget