Søren Lippert bliver TV 2 News-vært

Journalist og særlig rådgiver Søren Lippert bliver ny vært på TV 2 News og forlader dermed stillingen som særlig rådgiver for sundhedsminister Nick Hækkerup (S).

Sundhedsministeriet bliver skiftet ud med TV 2 News, når Søren Lippert fra august bliver vært på kanalen. Det oplyser TV 2 i en pressemeddelelse. Søren Lippert stoppede ved valgudskrivelsen som særlig rådgiver for Nick Hækkerup (S) i Sundhedsministeriet. Siden folketingsvalget i 2011 har han været rådgiver for Nick Hækkerup, men nu kan han se frem til en tilværelse som tv-vært:

"TV 2 News er i mine øjne den mest spændende journalistiske arbejdsplads herhjemme. Fra mine tidligere job har jeg kunnet se, hvordan kanalen på mange måder er blevet definerende for den politiske verden. Jeg glæder mig fantastisk til at vende tilbage til journalistikken og til at blive en del af NEWS-holdet, hvor jeg vil gå ydmygt til min nye rolle som tv-vært," udtaler Søren Lippert i TV 2’s pressemeddelelse. 

Før stillingen som særlig rådgiver har den journalistuddannede Søren Lippert været presserådgiver hos Socialdemokraterne, i Danske Invest samt i Geelmuyden Kiese. I medieverdenen har han været reporter på TV Avisen og vært på DR P1 Debat.

Han tiltræder den nye stilling 1. august.

Forrige artikel DA's administrerende direktør stopper Næste artikel Dødsfald: Fhv. MF Annelise Gotfredsen (K), 86