Læger får lov til at ordinere medicinsk cannabis

FORSØGSORDNING: Fra 2018 kan blandt andet kræftpatienter få ordineret medicinsk cannabis. Det fremgår af den nye satspuljeaftale på sundhedsområdet.

Fra 2018 får læger mulighed for at ordinere medicinsk cannabis til patienter med kræft, kroniske smerter, multipel sclerose og rygmarvsskade.

Det fremgår af satspuljeaftalen på sundhedsområdet, hvor der er afsat 22 millioner kroner til en fireårig forsøgsordning, der starter 1. januar 2018.

Forsøgsordningen vil give patienter med en række udvalgte sygdomme og symptomer, der tidligere har været i behandling med relevante, godkendte lægemidler, mulighed for at få ordineret medicinsk cannabis på den enkelte læges ansvar. Formålet med forsøgsordningen er at gøre det muligt for nogle af de patienter, som i dag medicinerer sig selv, at blive behandlet lovligt med medicinsk cannabis i sundhedsvæsnet.

Løhde: Sikkerhed skal være i orden
Sundhedsminister Sophie Løhde fortæller ifølge Jyllands-Posten, at det væsentlige for hende som sundhedsminister er, at patienternes sikkerhed er i orden.

”Og jeg tilfreds med, at vi nu får en forsøgsordning, hvor udvalgte patientgrupper under nogle forsvarlige rammer kan få lægeordineret medicinsk cannabis, samtidig med at vi bidrager til forskningen på området,” siger Sophie Løhde (V) i en skriftlig kommentar.

Aftalen er indgået mellem regeringen og Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Alternativet, Radikale og SF. Og der er stor glæde hos flere af Folketingets partier over, at lovlig medicinsk cannabis nu bliver en realitet.

Partier glade over ordning
Liberal Alliances sundhedsordfører May-Britt Kattrup fortæller, at det har været afgørende for LA at få lovliggjort cannabis til medicinsk brug.

”Det glæder mig, at nogle af de patienter, som i dag medicinerer sig selv, fremover kan få medicinsk cannabis under trygge forhold uden at blive kriminaliseret,” siger May-Britt Kattrup i en pressemeddelelse.

Også Radikale er begejstrede over forsøgsordningen:

”Mange mennesker har købt hash mere eller mindre mærkelige steder for at dulme deres smerter. Nu får de muligheden for at købe medicinsk cannabis på en ordentlig måde, samtidig med at de kan være helt sikre på, hvad der faktisk er i det,” siger Radikales sundhedsordfører, Lotte Rod.

I første omgang bliver ordningen for patienter med multipel sklerose, rygmarvsskade, kroniske smerter og kvalme/opkastning efter kemoterapi, men lægen kan vælge at gå ud over listen.

Læger advarer mod cannabis
Hos Lægeforeningen har man længe advaret kraftigt mod politikernes planer om at give patienter lovlig adgang til medicin, som ikke har været igennem de grundige test, som gængse lægemidler har været igennem.

”Et ja til cannabis på recept er også et farvel til, at det er i faglige kredse, at man beslutter, hvilke behandlinger der skal være tilgængelige. I stedet er det nu op til Folketingets medlemmer at beslutte, hvilke produkter læger bør overveje og fagligt tage ansvar for, og hvilke patienter der er målgruppe for disse produkter. Det er meget bekymrende, at fagligheden på den måde ignoreres. At det er holdninger og ikke viden, som definerer, hvad patienter skal have udskrevet”, skrev Lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing, forleden i Ugeskrift For Læger.


Hvis der skal laves forsøg med brug af medicinsk cannabis, bør det var som led i egentlige forskningsprojekter, understregede lægeformanden her.

,

Forrige artikel Sådan fordeles satspuljen på sundhedsområdet Sådan fordeles satspuljen på sundhedsområdet Næste artikel Kommuner skal betale millioner tilbage til ledige Kommuner skal betale millioner tilbage til ledige