Kommunaldirektør i Skanderborg Kommune stopper efter ni år

Efter ni år som kommunaldirektør i Skanderborg Kommune siger Lisbeth Binderup farvel 30. april 2020.

Skanderborg Kommunes kommunaldirektør, Lisbeth Binderup, stopper efter ni år i stillingen. 

Det skriver Skanderborg Kommune i en pressemeddelelse

Årsagen til Lisbeth Binderups fratrædelse er, at kommunaldirektørens åremålsansættelse udløber 30 april næste år. 

"Det bliver godt for organisationen med den nyorientering, som det giver med udskiftning på topposten. Skanderborg har en velfungerende organisation, men der er selvfølgelig masser af ting, der kan gribes an på nye måder. Det er en attraktiv stilling," siger Lisbeth Binderup i pressemeddelelsen. 

Lisbeth Binderups fratrædelse betyder, at kommunen nu skal finde en ny profil til at lede kommunens medarbejdere. 

"Nu skal vi have en grundig diskussion af, hvilken profil der skal stå i spidsen for vores mange dygtige medarbejdere. Under alle omstændigheder skal det være en person med stærke kommunikationsevner og faglig tyngde. En, som både evner at udvikle vores kommune, og som samtidig bærer de særlige værdier videre, som kendetegner den," siger borgmester i Skanderborg Kommune Frands Fischer (S).

Fra 1. maj skal Lisbeth Binderup være rådgiver inden for ledelse og rekruttering i konsulenthuset Genitor.

Forrige artikel Social- og Indenrigsministeriet henter ny kommunikationschef Næste artikel Her er Joy Mogensens barselsvikarer