Her er Joy Mogensens barselsvikarer

Kultur- og kirkeminister Joy Mogensen (S) går den 4. oktober på barsel. Hendes barselsvikarer bliver minister for udviklingssamarbejde Rasmus Prehn (S) og transportminister Benny Engelbrecht (S). 

Statsminister Mette Frederiksen (S) har meddelt Dronning Margrethe, at kultur- og kirkeministerens vikarer er fundet. Det skriver Statsministeriet i en pressemeddelelse. 

Ministerposten bliver delt i to, hvor minister for udviklingssamarbejde Rasmus Prehn (S) skal varetage posten som fungerende kulturminister, mens transportminister Benny Engelbrecht (S) bliver fungerende kirkeminister. 

Det nævnes ikke i pressemeddelelsen, hvornår Joy Mogensen vender tilbage. Som borgmester forventede Joy Mogensen at tage ni måneders barsel, men efter at hun blev minister, meddelte hun i august, at hun ønskede at forkorte perioden.

Kultur- og kirkeministeren var borgmester i Roskilde Kommune, da hun blev tilbudt ministerposten i den nye regering i juni.

Joy Mogensen skal være enlig mor. Hun begynder sin barsel den 4. oktober. 

 

Forrige artikel Kommunaldirektør i Skanderborg Kommune stopper efter ni år Næste artikel Formand og næstformand genvalgt i Danmarks Lærerforening