SF-ledelsen fik flertal i landsledelsen

SF-LANDSMØDE: Villy Søvndal og Thor Mögers støtter har sikret sig et flertal i partiets vigtige landsledelse. Men det var en streg i regeringen, at næstformandskandidat Meta Fuglsang blev topscorer. Alligevel endte Fuglsang med sorteper.

SF-ledelsen vil i de afgørende politiske spørgsmål kunne regne med et flertal, efter valget til partiets magtfulde landsledelse blev offentliggjort søndag.

Ledelsen har efter alt at dømme 9 sikre støtter og sammen med formand Villy Søvndal udgør de et flertal i den 19 mand store landsledelse. Blandt de mere markante tilhængere af partilinjen blev indvalgt politisk ordfører Jesper Petersen, europaparlamentariker Emilie Turrunen, tidligere folketingsmedlem Nanna Westerby og pennefører på det nye principprogram Kasper Bjering Jensen.

Ledelsen kan ikke mindst glæde sig over, at den kontroversielle næstformandskandidat Mattias Tesfaye fik et pænt valg med en andenplads blandt alle kandidaterne.

Det var til en gengæld en streg i regningen, at den næstformandskandidat, ledelsen gerne ser udskiftet, Meta Fuglsang, blev absolut topscorer. Hun fik 224 stemmer, mens Tesfaye på andenpladsen fik 184.

Fuglsang har fået mange sympatistemmer fra baglandet, men hendes førsteplads i valget til landsledelsen var ikke nok til at sikre hende en ny periode som næstformand.

Den tredje næstformandskandidat, Lejre-borgmester Mette Touborg, fik et dårligere valg og kom kun ind på en syvendeplads.

Ledelsen må samtidig erkende, at kritikerne satte sig på en tredjedel af posterne i landsledelsen.

Alliancen mellem partiledelsen og partiets grønne fløj betød, at SF's nye landsledelse senere søndag valgte Mattias Tesfaye og Mette Touborg som nye næstformænd. 

,

Forrige artikel Afstemningen, SF-toppen bare ikke må tabe Afstemningen, SF-toppen bare ikke må tabe Næste artikel Top-SF'er i fare for at ryge ud ved næste valg Top-SF'er i fare for at ryge ud ved næste valg