Afstemningen, SF-toppen bare ikke må tabe

LANDSMØDE: Blandt de 394 ændringsforslag til principprogram og de 33 forslag til udtalelser er der to, som SF-ledelsen absolut skal vinde. For taber ledelsen her, bliver SF's regeringsdeltagelse mere end besværlig.

Som noget helt nyt i SF's historie bliver skattepolitikken det afgørende stridspunkt på et landsmøde. Vedtages to ændringsforslag til landsmødeudtalelse om skattepolitik, bliver partiets ministre bundet i de kommende forhandlingerne om en skattereform.

Det ene ændringsforslag afviser pure skattelettelser i toppen. Det vil gøre forhandlingerne om en skattereform så godt som umulige, fordi Radikale - og de forventede borgerlige forligspartnere - insisterer på topskattelettelser.

Selv Enhedslistens politiske ordfører Per Clausen har udtalt, at topskattelettelser ikke nødvendigvis vil få Enhedslisen til at "løbe skrigende væk" fra forhandlingerne om en skattereform, såfremt den samlede sociale profil i en reform er OK.

Men en gruppe SF'ere vil overhale Enhedslisten venstre om og have en ubetinget afstandtagen fra topskattelettelser under alle omstændigheder. Gruppen har derfor stillet følgende ændringsforslag:

"Nye skattelettelser til toppen - uanset om de er finansierede eller ej - vil ødelægge velfærdssamfundet, som vi kender det".

Forslaget er stillet af Özlem Sara Cekic, Annette Vilhelmsen, Pernille Frahm, Ida Damborg, Leif Herman, Karina Lorentzen Denhardt, Kresten Touborg, Trine Pertou Mach, Peter Westermann, Thomas Krog, altså tre siddende og flere tidligere folketingsmedlemmer og landsledelsesmedlemmer.

Forslaget suppleres af et andet forslag på skatteområdet, denne gang om den sprængfarlige boligskat, der i mange år var gældende SF-politik, men som nu er noget, man nødig taler om. Dette forslag lyder således:

"Ligeledes arbejder vi for, på sigt, at regulere boligbeskatningen, for at forebygge en ny krise på boligmarkedet."

Forslagsstillere er her til en vis grad gengangere: Özlem Sara Cekic, Anne Grete Holmsgaard, Anne Vilhelmsen, Hanne Agersnap, Pernille Frahm, Ida Damborg, Leif Herman, Karine Lorentzen, Kresten Touborg, Lisbeth Bech Poulsen, Peter Westermann, Thomas Krog.

SF-ledelsen vil af al kraft arbejde for, at forslagene enten bliver forkastet eller kraftig udvandet, og det vil være et nærmest katastrofalt nederlag for ledelsen, hvis forslagene bliver vedtaget i den nuværende form.

Det anses dog for ret usandsynligt, at ledelsen taber disse afstemninger.

,

Forrige artikel SF's ledelse fik flertal i magtfuldt udvalg SF's ledelse fik flertal i magtfuldt udvalg Næste artikel SF-ledelsen fik flertal i landsledelsen SF-ledelsen fik flertal i landsledelsen