Samuelsen trodser Løkkes anbefaling af EU-kontrol med danske banker

BANKUNION: Trods regeringspartneren Venstres voksende håb om dansk deltagelse, erklærer udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), at EU’s bankunion stadig er for risikofyldt for Danmark.

Mens statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ser stadig flere grunde til at underlægge danske banker europæisk kontrol næste år, så er hans egen udenrigsminister fortsat imod at lade Danmark deltage i EU’s Bankunion.

”Jeg tror, at den medfører for store omkostninger og for store risici for Danmark i forhold til de fordele, der er. Indtil jeg ser andre analyser, så er det stadigvæk det, der er min konklusion,” siger Anders Samuelsen (LA) til Altinget.

Dermed er udenrigsministeren klart uenig med Lars Løkke Rasmussen og med finansminister Kristian Jensen (V), der begge har udtrykt voksende støtte til dansk deltagelse i den seneste tid.

Statsministeren ser skandalen om hvidvask i Danske Bank som en tungtvejende årsag til, at de største banker i Danmark ville have godt af en ekstra kontrol fra EU som tillæg til Finanstilsynets arbejde.

”Det, som jeg har set de seneste måneder, trækker i retning af, at Danmark bør deltage i Bankunionen,” sagde Lars Løkke Rasmussen i forbindelse med et EU-topmøde i oktober.

Allerede i 2014 iværksatte EU de første dele af Bankunionen, som Europas ledere regner med at gøre færdig på et topmøde i denne uge. Eurolandene er automatisk medlemmer, men Danmark har indtil videre tøvet med at melde sig ind.

Rapport om dansk deltagelse næste år
Sidste år bad regeringen et ekspertudvalg under Finansministeriet om at vurdere fordele og ulemper for Danmark i en rapport, der kommer i efteråret 2019, og som vil danne grundlag for den danske beslutning.

For nylig gentog finansminister Kristian Jensen i Altingets europæiske podcast, at de afsluttende forhandlinger om Bankunionen lover godt for dansk deltagelse.

”Den frygt, som nogle har haft, om at en Bankunion ville betyde, at vi fra nogle lande skulle dække af for andre landes dårligdomme, har vist sig at være uden begrundelse. Derfor tror jeg på, at vi er trukket i retning af at stå med et forslag til Bankunion, som Danmark vil få gavn af at være en del af,” sagde han.

Indtil videre er det imidlertid ikke lykkedes hverken finansministeren eller statsministeren at overbevise deres regeringspartner Liberal Alliance, som hele tiden har været skeptisk over for den europæiske bankmyndighed.

”Vi er stadig skeptiske. Partilinjen er ikke ændret,” siger Anders Samuelsen:

”Nu er der sat et arbejde i gang, hvor man vil prøve at kigge på, hvad der er pro eller contra. Det har jeg ikke noget imod. Vi skal jo altid basere vores politiske beslutninger på en så høj grad af fakta og gode analyser som overhovedet muligt.”

Krav om folkeafstemning vokser
Både Dansk Folkeparti, Enhedslisten og senest Socialdemokratiet kræver en folkeafstemning om dansk deltagelse i Bankunionen, selv om Justitsministeriets eksperter for længst har vurderet, at det ikke bliver nødvendigt i henhold til grundloven.

Det spørgsmål vil udenrigsministeren endnu ikke tage stilling til – men han afviser heller ikke, at en folkeafstemning kan blive nødvendig:

“Jeg vil ikke på forhånd tage stilling til proceduren for hele bankunionsspørgsmålet, når vi endnu ikke har set konklusionerne af det analysearbejde, der er i gang,” lyder det fra Samuelsen.

Udenrigsministerens skepsis understreger, at Danmark kan få en svær debat om Bankunionen næste år.

En meningsmåling udført af Norstat for Altinget og Jyllands-Posten for nylig tyder på, at den danske befolkning er i vildrede om, hvorvidt dansk deltagelse er en god idé: 38 procent af de adspurgte siger ja til dansk deltagelse, 34 procent siger nej, mens 28 procent ikke ved, hvad de mener om spørgsmålet. 

 

PODCAST: Hør hele interviewet med udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) i podcasten Altinget: Parlamentet, som udkommer fredag.

Forrige artikel Julekalender: Dohrmann ser ikke modstandere, kun samarbejdspartnere Julekalender: Dohrmann ser ikke modstandere, kun samarbejdspartnere Næste artikel Jyllands-Posten fastholder forkert historie om migranter Jyllands-Posten fastholder forkert historie om migranter