S vil have finanslov med varme hænder og vækstpakke

Finansordfører Benny Engelbrecht (S) på talerstolen 22. oktober 2015

FINANSLOV: S lander gerne en finanslov med regeringen, men der skal være råd til flere hænder i den offentlige sektor, en vækstpakke og en række forslag på sundhedsområdet.

Hvis regeringen skal lande finansloven for 2016 med Socialdemokratiet, kræver S kernevelfærd og flere arbejdspladser. Men regeringens udspil er for uambitiøst, lød budskabet fra partiets finansordfører, Benny Engelbrecht, da der onsdag var debat i salen om den kommende finanslov.

Socialdemokraterne vil gå til forhandlingerne med forslag om øget prioritering af ældrepleje, kræft, løft af kronikere og en ligestilling af psykiatrien og somatikken. Børnehaver og vuggestuer skal også være bedre med mere personale i daginstitutionerne. 

Partiet vil også have en vækstpakke på finansloven med flere private arbejdspladser. Mindre virksomheder skal have adgang til kapital, og ledige ufaglærte og faglærte skal opkvalificeres og efteruddannes. 

Hvis Venstre og Socialdemokraterne skal blive enige, er der lagt op til et slagsmål om finansieringen. S vil finansiere deres forslag ved at annullere boligjob-ordningen, gennem indflydelse på udmøntningen af reserverne på finansloven, herunder forhandlingsreserven og puljen til regeringens initiativer, samt drøfte udmøntningen af råderum til kernevelfærden. 

 

Forrige artikel K utilfredse med forskningsbesparelser K utilfredse med forskningsbesparelser Næste artikel Pressemøde: Aftale om forskningsreserven Pressemøde: Aftale om forskningsreserven