S: Nu skal erhvervsskolerne styrkes

EFTERÅR 2013: En reform af erhvervsskolerne og en ændring af beskæftigelsesindsatsen står øverst på Socialdemokraternes dagsorden i efteråret, siger partiets politiske ordfører Magnus Heunicke.

De første partier har holdt deres sommergruppemøder. Flere politikere forlader deres sommerskjul og indtager de svedende varme Christiansborg-kontorer. Det er ganske vist: Den politiske sæson er ved at være i gang.

I den anledning har Altinget.dk bedt de politiske ordførere om at sætte ord på efterårets opgaver.

Magnus Heunicke, hvad bliver de to største politiske udfordringer i efteråret?

”Overskriften er, at vi skal fortsætte vejen væk fra krisen, og der er heldigvis små tegn på, at vores politik begynder at give resultater. Konkret skal vi for det første se på vores erhvervsskoler og for det andet se på hele beskæftigelsessystemet.”

Hvad skal der ske med erhvervsskolerne?

”Vi skal have en markant styrkelse af erhvervsskolerne. De har en lav status, og for mange elever falder fra, blandt andet fordi de ikke får en praktikplads. Vi skal reformere skolerne, så vi styrker kvaliteten og skolernes omdømme. Det er vigtigt, for erhvervsskolerne er afgørende for produktions-Danmark, som jo laver de varer, vi skal leve af at sælge.”

Hvad skal der ske på beskæftigelsesområdet?

”Vi kommer med nogle udspil, som skal reformere beskæftigelsesområdet. Den tidligere regeringen ombyggede et system, som var helt forfejlet. Det skal vi ændre, så det bliver nemmere at komme hurtigt ind på arbejdsmarkedet igen.”

Når vi når frem til nytår, hvad vil du så helst kunne se tilbage på som veloverstået?

”Jeg vil gerne kunne se tilbage på, at Danmark som et af de første lande i Europa har taget skridt væk fra krisen. Jeg ved, der er mange danskere, som synes, regeringen er lige lovlig reform-ivrig, og som måske ikke er enige i retningen. Men det er resultaterne af reformerne, som vi skal måles på. Der håber jeg, vi kommer ud af krisen på en måde, hvor alle i samfundet er med, og hvor vi har bevist over for højrefløjen, at nulvækst og nedskæringer ikke er den rigtige vej.”

”Desuden vil jeg naturligvis gerne kunne se tilbage på et godt kommunevalg.”

Bliver Socialdemokraterne det største parti ved kommunalvalget?

”Det vil jeg ikke spå om. Borgerne skal tage stilling til, hvem de mener bedst kan styre velfærdsstatens kerneområder som skoler, sygehuse og ældrepleje, og der stiller vi med et hamrende stærkt socialdemokratisk hold.”

Forrige artikel Antorini: Vi skal alle arbejde anderledes Antorini: Vi skal alle arbejde anderledes Næste artikel Gry Möger ny S-rådgiver Gry Möger ny S-rådgiver