Gry Möger ny S-rådgiver

NYT JOB: Gry Möger Poulsen (S) skal være rådgiver for Dan Jørgensen (S) i Europa-Parlamentet. Det skriver TV2.dk

I april skiftede den tidligere SFU-formand, Gry Möger Poulsen, SF ud med Socialdemokraterne. Nu skal hun være rådgiver for partiets medlem af Europa-Parlamentet, Dan Jørgensen. Det bekræfter hun over for TV 2.

"Jeg har først og fremmest sagt ja, fordi jeg synes, Dan er en fremragende politiker, som jeg rigtig gerne vil hjælpe i det vigtige arbejde," siger Gry Möger Poulsen til TV 2 og fortsætter:

"I løbet af de seneste år er det blevet mere og mere tydeligt for mig, at det europæiske projekt er vigtigere end nogensinde, hvis vi skal løse tidens store problemer – at gøre noget ved den løbske finanssektor, bekæmpe ungdomsarbejdsløshed og komme ud af den økonomiske krise."

Der er Europa-Parlamentsvalg i foråret 2014, og her har Dan Jørgensen ikke planer om at genopstille. Han vil tilbage i Folketinget. Om Gry Möger til den tid vil følge ham, eller om hun selv har ambitioner om at stille op, vil hun ikke svare på:

"Så langt ud i fremtiden har jeg slet ikke tænkt. Lige nu glæder jeg mig bare til at komme i gang med arbejdet i Bruxelles – hvad der skal ske om et år, ved jeg ikke," siger hun til TV 2.

Forrige artikel S: Nu skal erhvervsskolerne styrkes S: Nu skal erhvervsskolerne styrkes Næste artikel EL: Finansloven bliver afgørende EL: Finansloven bliver afgørende