Røde partier dumper finansloven

KRITIK: Blå bloks nye finanslov bliver haglet ned af de røde partier. "Historisk asocial finanslov" og "en omvendt Robin Hood" lyder kritikken blandt andet. 

Der er ikke mange rosende ord fra oppositionen til blå bloks nye finanslov, der faldt på plads torsdag.  

I Enhedslisten er der ikke overraskende vrede over den nye finanslov. Her kalder politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen aftalen for en ”historisk asocial finanslov”, der rammer velfærden og de arbejdsløse, og hun er ikke bleg for at kalde det en sort dag for Danmark.

”Tænk, at vi har en regering, som vil bruge milliarder på at sænke skatten for de rigeste boligejere, sænke afgiften på luksusbiler og give skatterabatter til milliardærarvinger, samtidig med at de tager penge op af lommen på de allerfattigste arbejdsløse og skærer dybt i vores velfærd og uddannelse,” siger Johanne Schmidt-Nielsen og fortsætter:

”På den her finanslov bruges der flere penge på at sænke skatter, der primært tilgodeser overklassen, end på hele sundheds- og ældreområdet tilsammen. Det kan nok så meget snak og spin ikke dække over.”

Kras kritik af DF
Hun retter en særlig kritik mod Dansk Folkeparti og formand Kristian Thulesen Dahl, som hun mener, har et meget stort forklaringsproblem.

”De er det absolut største parti i regeringsblokken. Hvordan kan de acceptere en finanslov, der i den grad forgylder overklassen og samtidig rammer ufaglærte danskere, arbejdsløse og velfærden?” spørger Johanne Schmidt-Nielsen.

Johanne Schmidt-Nielsen bakkes op af Socialdemokraterne. Her er finansordfører Benny Engelbrecht både uimponeret og utilfreds med den nye aftale, og han mener, at blå bloks største parti er blevet fodret med deres egen hale.

"Først og fremmest er det ganske imponerende, at Dansk Folkeparti har fået så lidt ud af deres mandater, som de har fået. Aftalen betyder, at der skæres ned på velfærden, og der overføres penge til skattelettelser. Alle de øvrige partier i blå blok har hver især fået forskellige ting igennem på skattelettelser, som desværre ikke for alvor giver nogle arbejdspladser," siger Benny Engelbrecht til DR Nyheder.

SF: Tillykke til whisky-bæltet
I SF ønsker man whisky-bæltet tillykke med den nye finanslov, og ifølge formand Pia Olsen Dyhr har blå blok med den nye finanslov lavet en omvendt Robin Hood.

"Lars Løkke inviterer med denne finanslov til fest i whisky-bæltet. Han har inviteret de velhavende boligejere, folk med dyre biler og de rigeste arvinger. Regningen tørrer han af på kontanthjælpsmodtagere, flygtningebørn, miljøet og de studerende," siger Pia Olsen Dyhr i en skriftlig kommentar. 

Hun peger på, at meget store udfordringer banker på døren, og nævner klimakrisen, flygtningekrisen og mangel på faglært arbejdskraft.

"Jeg synes, Lars Løkke Rasmussen burde ændre sin titel fra statsminister til afviklingsminister. Med denne finanslov barberer blå blok uddannelse, ulandsbistand og klima- og miljøområdet. Alle områder, der skal gøre fremtiden bedre for de kommende generationer," siger hun.

ALT: En fortidsfinanslov
Også hos Alternativet er der kritik af finansloven. Finansordfører Josephine Fock mener, at der er tale om kortsigtede prioriteringer, som vil få langsigtede konsekvenser.

”Aftalepartierne skærer kort sagt på mange af de investeringer, der ville komme os til gode i fremtiden for i stedet at forbruge pengene her og nu,” siger Josephine Fock og forsætter:

”Det giver indtrykket af en fortidsfinanslov frem for en fremtidsfinanslov, når der tages milliarder fra uddannelsessystemet og udviklingsbistanden, samtidig med at man sænker de grønne ambitioner, nedsættelse af NOx-afgiften og beskærer midlerne til energiforskning.”

Havde Alternativet fået lov at bestemme, hvad pengene skulle gå til, havde finansloven set helt anderledes ud.

”I stedet for at foretage et kviklån havde vi investeret i klima- og miljøområdet, hævet udviklingsbistanden og styrket iværksætterkulturen markant,” siger Josephine Fock og fortæller, at pengene blandt andet skulle findes gennem en grøn og bæredygtig skattereform.

Forrige artikel Regeringen opjusterer: Forventer 25.000 asylansøgere Regeringen opjusterer: Forventer 25.000 asylansøgere Næste artikel Holstein: En finanslov efter Hjortens hoved Holstein: En finanslov efter Hjortens hoved