Regeringen opjusterer: Forventer 25.000 asylansøgere

ASYL: Den sidste tids tilstrømning af asylansøgere får regeringen til at opjustere forventningen til asylansøgere i 2016 fra 15.000 til 25.000. Det betyder blandt andet, at der skal findes et ekstra milliardbeløb på udviklingsbistanden.

25.000.

Så mange asylansøgere forventer regeringen, at der kommer til Danmark i år og næste år.

Det oplyser Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration til Altinget.

I september var forventningen, at der ville komme 10.000 asylansøgere. Opjusteringen sker, efter tilstrømningen af asylansøgere mod Europa bare er vokset og vokset de seneste måneder.

Regeringen vil tage alle ekstraudgifter til at håndtere de ekstra asylansøgere fra udviklingsbistanden, som regeringen sænker med ca. 2,9 milliarder kroner i finansloven for 2016.

Der var afsat cirka tre milliarder kroner til asylområdet i regeringens første udspil til finansloven for 2016, da forventningen var 15.000 asylansøgere.

Besparelser til forhandling
Dermed vil de ekstra 10.000 forventede asylansøgere betyde, at der yderligere skal findes et milliardbeløb fra udviklingsbistanden. Regeringen og de andre blå partier friholder dog nødhjælpsbevillingerne fra disse besparelser. 

Det er fortsat ikke bestemt, hvordan de nye besparelser på udviklingsbistanden skal udmøntes. 

”Der er ikke langt noget fast endnu. Det er noget, vi fortsat skal forhandle om. Mere kan jeg ikke sige endnu,” siger Venstres udviklingsordfører, Michael Aastrup.

Forrige artikel Overblik: Her er næste års finanslov Overblik: Her er næste års finanslov Næste artikel Røde partier dumper finansloven Røde partier dumper finansloven