Replik: Sigge Winthers forestilling om en stor demokratisk samtale skaber skepsis
Det er svært at være uenig med Sigge Winther om magtudredningen. Men det er samtidig svært ikke at være skeptisk over for hans forestilling om en stor, fælles demokratisk samtale. Den største udfordring for et styrket demokrati ligger i Folketinget, skriver Morten Jarlbæk Pedersen.
Sigge Winther Nielsen har i et glimrende indlæg i Altinget argumenteret for, at en kommende magtudredning skulle være mere end blot et klassisk, politologisk skoleridt.
Tværtimod, mente Sigge Winther Nielsen, er det af afgørende betydning, at en magtudredning både sker med bred inddragelse og i øvrigt har fokus på konkrete forslag, hvordan demokratiet kan blive bedre.
Det er svært at være uenig med Sigge Winther Nielsen heri. Men det er også samtidig svært ikke at være en smule skeptisk over for mulighederne for den store, fælles og demokratiske samtale, som Sigge Winther Nielsen synes at forestille sig. Det er der mindst to grunde til.
Debatten tog først fart, da MF'er greb bolden
For det første er emner som magtudredning, lovgivningsprocesser og spidsfindigheder i det parlamentariske arbejde sjældent noget, der interesserer nogen som helst dødelige mennesker.
Hen over sommeren 2021 var der fuldkommen undtagelsesvist en debat om disse emner også her på Altinget, der endda havde en rigtig god artikelserie om temaet.
Men det er så utrolig sigende for debatten, at den først for alvor tog fart, da en række folketingsmedlemmer greb bolden, fordi debatten grundlæggende også handler om deres arbejdsforhold.
Så blev debatten om demokratiets tilstand relevant og vedkommende for flere end de mere esoteriske debattører som undertegnede, der ellers har forsket i og debatteret dette emne i over ti år – ikke mindst i spalterne i Altinget.
Men – skriver Sigge Winther Nielsen – i debatten om demokratiets maskineri skal vi "involvere borgere, embedsværk, politikere, foreningsdanmark, NGO'er, erhvervsliv, medier og lobbyister".
Ja, det skal vi, men hverken i ret mange organisationer, foreninger eller blandt mange lobbyister har man særligt stærkt fokus på emnet. Det drukner ganske enkelt i de større dagsordener om skat, velfærd, klima og offentlig-privat samarbejde.
Diagnosen er for længst stillet
For det andet peger Sigge Winther Nielsen på, at magtudredningen gerne skal munde ud i en række konkrete anbefalinger til at styrke demokratiet i Danmark.
Og her rammer Sigge Winther Nielsen virkelig hovedet på sømmet, for diskussionen om, hvordan vi skaber bedre lovkvalitet, bedre regulering og bedre inddragelse, har det med forblive på niveauet lige over skåltalerne.
Alle er enige om udfordringerne, alle er enige om, at der skal gøres noget, men så sker der ikke mere. Derfor er der behov for den slags anbefalinger, som Sigge Winther Nielsen efterspørger.
Men den slags anbefalinger findes allerede. For diagnosen er for længst stillet – ikke mindst af Sigge Winther Nielsen selv i sin i øvrigt glimrende bog.
Den største udfordring for bedre lovkvalitet, mere effektive reformer og et styrket demokrati i Danmark ligger i Folketinget selv.
Det kræver egentlig ikke så forfærdelig meget mere, end at Folketinget som institution begynder at stille større krav til sine arbejdsforhold.
Tempo ned og grundighed op
Der er nok at tage fat på. Man kunne jo for eksempel kigge på, om der skulle laves mere ensartede regler for det lovforberedende arbejde. Man kunne også overveje, om man skulle sætte evaluering af lovgivning mere i system. Man kunne tillige undersøge, om der kan laves digitale metoder til for eksempel mere gennemsigtighed og bedre høringer.
Man kunne også sætte strammere regler for ministeriernes håndtering af høringsfristerne. Man kunne endda begynde at lytte lidt mere, når organisation efter organisation påpeger, at man ofte giver embedsapparatet lidt for spillerum til at definere indholdet af reglerne selv. For nu blot at nævne enkelte af de problemstillinger og forslag, som jeg og andre har turneret med gennem årene.
Og hvis vi for går videre og mere radikalt til værks, kan vi overveje, hvordan vi endnu mere direkte får sat lovgivningsmaskinens tempo ned og grundighed op.
Lad os endelig få en opdateret udredning
Det kan jo være, at en ny magtudredning kan pege på de samme – eller endnu bedre – forslag. Men jeg ville næppe glæde mig for tidligt.
Både fordi anbefalingerne skal afspejle én eller anden form for konsensus blandt en kommende magtudrednings forfattere, fordi anbefalingerne måske ender som irrelevante, da de i så fald kommer fra forskere, der i utilstrækkelig grad inddrager praktiske erfaringer og idéer, og slutteligt, fordi anbefalingerne risikerer at ende som urealistiske, hvis de er forfatningspolitiske.
Lad os derfor endelig få en opdateret magtudredning, der kan belyse sagerne nærmere og sætte fut i debatten. Det er faktisk på tide. Og lad den også endelig danne grundlag for en bred debat – hvis den kan.
Men lad os heller ikke bilde os ind, at vi ikke allerede ved, hvor ligtornene sidder, og hvordan vi behandler dem.
Patientforeninger: Organdonation skal være et aktivt fravalg – ikke et tilvalg
KL om planloven: Langsomme klageafgørelser bremser lokal udvikling
