René Christensen går igen efter borgmesterpost

DF's finansordfører, René Christensen, er også viceborgmester i Guldborgsund Kommune, og til kommunalvalget næste år er ambitionen at indtage borgmesterkontoret. Det vil i så fald betyde et farvel til Christiansborg, men samme plan slog fejl i 2013.

Når der bliver afholdt valg til de kommunale byråd landet over næste år, er målet for Dansk Folkepartis profil René Christensen at overtage borgmesterposten i Guldborgsund Kommune.

Det skriver Folketidende.

René Christensen sidder på to mandater for Dansk Folkeparti. Ét i Folketinget, hvor han fungerer som partiets finansordfører, og ét i kommunalbestyrelsen for Guldborgsund Kommune som viceborgmester. Men det sidste vægter tilsyneladende lidt tungere end det første. I hvert fald er René Christensens plan at prioritere lokalpolitikken, hvis han får muligheden.

"Borgmesterposten kunne være super spændende, fordi det er en kommune, hvor der er et potentiale til, at den kan blive en succes. Det har jeg været med til at bygge op, og så vil jeg gerne prøve at sidde for bordenden," siger han til Folketidende og understreger, at det vil betyde, at han stopper i Folketinget.

Her har René Christensen haft plads siden 2008, men allerede ved sidste kommunalvalg i 2013 stilede han efter borgmesterposten i Guldborgsund. Den ambition glippede til trods for en flot mandatfremgang for partiet, der blev det største borgerlige af slagsen i kommunen. I stedet blev borgmesterkæden hængt om halsen på John Brædder fra Guldborgsundlisten med støtte fra Dansk Folkeparti, Venstre, SF og Det Konservative Folkeparti. Nederlaget ser dog ikke ud til at have slået DF'eren ud, for nu forsøger han sig altså endnu en gang.

René Christensen er 45 år gammel og uddannet automekaniker.

Forrige artikel V i Stevns udfordrer egen borgmester  Næste artikel Carl Holsts tidligere spindoktor avancerer hos Bæredygtigt Landbrug