Carl Holsts tidligere spindoktor avancerer hos Bæredygtigt Landbrug

Christian Ingemann Nielsen, som var rådgiver for Venstres tidligere og skandaleplagede forsvarsminister Carl Holst, stiger i graderne hos Bæredygtigt Landbrug. Efter bare halvanden måned som pressemedarbejder, bliver han nu kommunikationsdirektør.

Christian Ingemann Nielsen overtager stillingen som kommunikationsdirektør i Bæredygt Landbrug efter Jakob Tilma, der skifter til Dansk Planteværn.

Det fremgår af Bæredygtigt Landbrugs medlemsblad.

Den nye kommunikationsdirektør blev et kendt navn i offentligheden som først personlig assistent for Carl Holst, da han var regionsrådsformand i Region Syddanmark, og senere som rådgiver for ham i Forsvarsministeriet. Her stod han Venstres nuværende kirkeordfører bi i den voldsomme mediestorm af skandalehistorier, der til sidst fik Carl Holst til at trække sig.

I april kom Christian Ingemann Nielsen til Bæredygtigt Landbrug som kommunikationsrådgiver og journalist, men nu bliver hans ansvarsområde udvidet betydeligt, når han 10. juni får titel af kommunikationsdirektør.

Christian Ingemann Nielsen er 44 år gammel og uddannet journalist. Han har tidligere været forside­redaktør og souschef på Fredericia Dagblad, inden han kom til Region Syddanmark og startede sit samarbejde med Carl Holst.

Forrige artikel René Christensen går igen efter borgmesterpost Næste artikel Peter Skaarup er blevet slået til ridder