Region Sjælland skal stå i spidsen for internationalt kræftprojekt

Sjællands Universitetshospital, Næstved, skal stå i spidsen for et nyt internationalt projekt, InnoCan, der er støttet af EU. Projektet skal gøre kræftbehandlingen bedre i Danmark og Tyskland. 

Et nyt internationalt samarbejde mellem Danmark og Tyskland skal sikre bedre kræftbehandling i de to lande. Sjællands Universitetshospital, Næstved, skal stå i spidsen for projektet InnoCan. Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.

"Kræftpatienters behandlingsforløb har betydning for deres fremtidige liv, da flere af dem lever længere tid med sygdommen og eventuelle bivirkninger af behandlingen. I InnoCan forsker vi derfor i nye, skånsomme og effektive behandlingsmetoder til kræftformer som brystkræft, prostatakræft, hoved- og halskræft og kræft i endetarmen," siger Niels Henrik Holländer, der er overlæge på Klinisk Onkologisk Afdeling i Næstved og leder af InnoCan. 

Sjællands Universitetshospital, Næstved, har stor erfaring på kræftområdet, og deres kræftafdeling blev sidste år kåret som Danmarks bedste af Dagens Medicin.

Innocan har modtaget støtte fra EU og har et samlet budget på 32 millioner kroner. Projektet er sat til at vare tre år, men det forventes, at det fortsætter efter denne periode. 

Forrige artikel DSB-direktør rykker ind i Coop's bestyrelse Næste artikel Nordjysk energialliance ser dagens lys