Region Sjælland fritstiller direktør efter bestikkelsessag

Ulovlige indkøb i millionklassen hos Region Sjællands it-afdeling koster nu regionsdirektør Jens Andersen jobbet. Politikerne i regionsrådet har mistet tilliden til ham i en sådan grad, at han er blevet fritstillet.

Region Sjællands topchef, Jens Andersen, er blevet fritstillet fra sin direktørstilling af regionsrådsformand Jens Stenbæk (V), der får opbakning fra et politisk flertal efter en omfattende sag om manglende kontrol med regionens it-afdeling.

Der er tale om ulovlige indkøbsaftaler for flere millioner, skriver Dagbladet Roskilde.

Og derfor har politikerne mistet tilliden til Jens Andersen, og det betyder et farvel til den cand.scient.pol.-uddannede topchef, der tidligere har haft ledende stillinger i Trafikstyrelsen, Arbejdstilsynet og Dansk Arbejdsgiverforening. 

"Det her har været så graverende, at vi har været nødt til at reagere. Det er nærliggende, at den øverst ansvarlige for tingene må tage sin del af ansvaret. Tilliden mellem administration og ledelse er væk," siger Peter Jacobsen (DF), der er næstformand i regionsrådet til sn.dk.

Forrige artikel Ny vicedirektør i Region Midtjylland Næste artikel Holland støtter IBIS med 80 mio. kroner