Ny vicedirektør i Region Midtjylland

Jytte Gad Lauridsen skal overtage stillingen som vicedirektør i Region Midtjylland, når den nuværende ejermand, Hans Fredborg, går på pension til maj.

1. maj skifter Region Midtjylland ud i koncernledelsen. Vicedirektør Hans Fredborg forlader sin post for at gå på pension, og Jytte Gad Lauridsen er blevet ansat som hans arvtager.

Det skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

Jytte Gad Lauridsen får særligt ansvar for regionens miljøafdeling og de 50 medarbejdere, der er tilknyttet den fordelt på regionshusene i Viborg, Holstebro og Horsens. I alt kommer hun til at råde over et driftsbudget på 40 millioner kroner, og det ansvar ligger godt i hendes hænder, mener hendes nye chef.

"Jytte Gad Lauridsen er den rette leder. Hun har gode erfaringer med at skabe resultater i en organisation præget af både drift og udvikling, og med sin åbne og dialogbaserede ledelsesstil vil hun passe rigtigt godt ind i Region Midtjylland," siger Region Midtjyllands direktør, Jacob Stengaard Madsen.

Den nye 51-årige vicedirektør kommer fra en en naturvidenskabelig uddannelsesbaggrund og har erfaring med både administration, forvaltning og samarbejde med offentlige myndigheder fra sit tidligere chefjob i direktionssekretariatet ved SEGES under Landbrug & Fødevarer.

Forrige artikel Nye Borgerlige får plads i regions- og byråd Næste artikel Region Sjælland fritstiller direktør efter bestikkelsessag