Regeringen tager sig god tid til at iscenesætte behovet for reformer

Når det kommer til politisk selviscenesættelse, så er det ikke meget, nogen kan lære denne regering. Det er til at få øje på, at regeringen bruger nøjagtigt de samme virkemidler, som man så hos tidligere regeringer. Alligevel går den lige et par skridt længere for at videreudvikle konceptet med at få alle til at forstå, at denne regering har en plan, som den vil søsætte lige om lidt.

For den netop afholdte konference i Fredericia tirsdag har tydeligvis til formål at "prime" eller grundlægge den helt rigtige stemning bredt i samfundet, herunder ikke mindst hos vælgerne, at nogle store uløste samfundsproblemer skaber behov for, at regeringen iværksætter store reformer.

Blandt de uløste problemer, som regeringen nu vil kaste sig over, er, foruden klimaet selvfølgelig, især manglen på faglært arbejdskraft, samtidig med at store dele af den arbejdsduelige befolkning ingen uddannelse får eller går ledige, og at stigende overbureaukratisering af den offentlige sektor tynger udførelsen af kerneopgaven med at skabe velfærd til borgerne.  

Nødvendigheden af løsninger betyder, at disse reformer inden så længe i konkret form vil se dagens lys. Et godt bud er, at en eller flere reformforslag vil blive præsenteret i kølvandet på den kommende uges fremlæggelse af næste års finanslovsforslag.

Allerede i et interview 27. maj i år med Weekendavisen under overskriften "Tiårsplanen" bebudede Mette Frederiksen "en stor politisk reform, som skal adressere de væsentligste udfordringer for vores samfund i et tiårigt perspektiv".

Løftet blev gentaget i hendes afslutningstale 2. juni: "Regeringen vil præsentere sit bud på flere vigtige udfordringer i løbet af sommeren." Hvis sommeren varer udover kalenderens normale sommermåneder, så bør man nok se nogle af dem senest i forbindelse med statsministerens åbningstale. 

Regeringen havde i god tid inviteret 500 folk fra det brede samfundsliv af honoratiores, der naturligvis mødte op til konferencen i Fredericia, da statsministeren blæste i basunen.

Her skulle deltagerne købe forestillingen om, at regeringen mødte frem med en "tabula rasa" – et blankt stykke papir – og nu ville lytte til alle guldkornene, notere dem flittigt og omhyggeligt ned, for så at skynde sig hjem i det politiske værksted og destillere det hele til brugbare reformforslag.

Til det formål kunne deltagerne så kaste sig ud i de såkaldte "plenumsessioner og parallelle workshops" med ti ministre – en disciplin, som coronarestriktionerne desværre for konferencedanmark så længe satte en stopper for.  

Statsministerens allerede bebudede reformer viser, at uanset hvad der måtte blive sagt af banebrydende ting, så vil det næppe flytte rundt på mange afsnit i regeringens reformforslag. Ingen bør tvivle på, at regeringen for længst har formuleret konkrete forslag, der sikkert kun kræver lidt afpudsning og justeringer efter forhandling med partierne, når den tid kommer. 

Det ville i øvrigt have været en fatal, men også helt utænkelig brøler, hvis eksempelvis en erhvervsorganisation alternativt ikke mødte op og dermed undlod at medvirke til at kaste glans over forsamlingen. Ved på denne måde at påskønne regeringens initiativ, kan man omvendt sætte lidt goodwill i banken hos en regering, som mange regner med vil sidde længe, og som man tit mødes med.

Kun Venstres Jakob Ellemann-Jensen og Liberal Alliances Alex Vanopslagh så deres snit til ikke at indskrive sig selv som regeringens gidsler, men sendte dog nogle repræsentanter, der kunne holde en tale på de fem minutter, der var blevet tildelt dem.

Ellemann har tydeligvis lært af sidste års græsturné på Marienborg i forbindelse med corona-forhandlingerne, hvor han i Frederiksens iscenesættelse blot blev set som én blandt mange andre politikere.

Statsministerens tale på konferencen efterlod heller ikke megen tvivl om, hvad det er, man vil.

Hun leder en regering, som indtil videre har bevist ved flere lejligheder, at den har en klar ideologisk kant og veldefineret målsætning om, hvem man vil være parti for: Det er stadigvæk den gode gamle danske mandlige industriarbejder fra provinsen, en afgørende vælger, som man har erobret tilbage fra blå blok og ønsker at fastholde for enhver pris.

Det er ham, der lige har fået en helt ny Arne-pension, som støtter den stramme udlændingepolitik, hårdere og længere fængselsstraffe, som hader uddannelsessnobberiet med at de unge helst vil i gymnasiet, og som synes, at det er helt fint at tage midler fra København for så at sende dem til provinsen. Om det så er via den kommunale udligning, studiepladserne eller kulturstøtten. Det er i øvrigt en politik, som - bortset fra Arne-pensionen - er næsten uden opposition i blå blok.

Konferencens titel "Fremtidens Danmark" er i øvrigt velvalgt. Titlen er ganske fængende og sigende for, hvad regeringen vil.

Dertil kommer, at den har noget historisk vingesus over sig, da det var titlen på senere statsminister Jens Otto Krags gamle planøkonomiske plan fra valgkampen i 1945, der skulle matche rivalerne hos kommunisterne.

Valget tabte Socialdemokraterne i øvrigt stort. Men det er kun historienørder, der interesserer sig for det. Ingen, der vil tages seriøst, vil beskylde Mette Frederiksens regering for at føre halvkommunistisk økonomisk politik som for 75 år siden. 

Hvis man alligevel skal gætte på, hvordan de første reformer ser ud i konkret form, så kom Børsens politiske iagttager Helle Ib tirsdag – efter at have lyttet grundigt til Mette Frederiksens tale om at "danskerne skal arbejde længere og mere" med et par bud, der flugter fint med de rygter, der ganske længe har cirkuleret blandt landets økonomer.

Forslagene kunne være at afkorte SU’en, for så i stedet at tilbyde studerende på kandidatdelen lån, samtidig med at man beskærer dimittendsatsen, det vil sige de arbejdsløshedsdagpenge, som nyuddannede kandidater får.

Flere af forslagene er populære både hos erhvervsorganisationerne, de borgerlige partier og fagbevægelsen. Det vil sætte De Radikale i et dilemma, for det er dem, der har aftvunget regeringen et løfte om arbejdsudbudsreformer, som modsvarer 10.000 stillinger. Og et gæt er, at flere universitetsstuderende stemmer radikalt end på Socialdemokraterne.