Regeringen overvejer SU-reform uden DF

SU-REFORM: Dansk Folkeparti kan ende med sorteper i SU-forhandlingerne. Partiets krav til en reform af SU'en kan resultere i, at regeringen opsiger SU-forliget og laver en ren aftale med V og K.

Dansk Folkeparti er ikke indstillet på at acceptere regeringens mål om besparelser i SU-forhandlingerne og har stillet en række spørgsmål, inden de afgørende forhandlinger går i gang i næste uge. Det kan betyde, at forhandlingerne tager en uventet drejning, hvis Dansk Folkeparti ikke bløder op over de kommende uger.

Altinget | Forskning & Innovation erfarer, at regeringen overvejer at opsige SU-forliget og gennemføre en aftale med Venstre og Konservative efter næste valg, hvis Dansk Folkeparti vælger at blokere for en reform.

Jens Henrik Thulesen Dahl, forskningsordfører for Dansk Folkeparti, fortæller, at der er forskellige tilgange til forhandlingerne hos uddannelsesminister Morten Østergaard (R).

"De vil gerne binde os op på, at vi skal finde to milliarder kroner. Men vi vil have, at vi kigger på de muligheder, der er for at få de studerende hurtigere igennem, og hvis det kun giver halvanden milliard, så er det sådan," siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

Regeringens plan B
I denne uge står forhandlingerne stille, da nogle ordførere er bortrejst på udvalgsture, og det giver mulighed for, at Uddannelsesministeriet kan svare på nogle af de spørgsmål, som ordførerne og forligskredsen har rejst.

Jens Henrik Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti er blandt andet meget interesseret i at få belyst konsekvenserne af de omlægninger, som regeringen ønsker for de hjemmeboende studerende. Et punkt, som Dansk Folkeparti tidligere har fremhævet som centralt.

"Vi vil sikre, at forslaget ikke rammer socialt skævt, og der er nogle ting, vi skal have afklaret," siger Jens Henrik Thulesen Dahl, som ikke vil opstille nogle ultimative krav til, hvad han skal have med fra forhandlingsbordet for at gå med i en aftale, før han har et bedre overblik over konsekvenserne af regeringens udspil.

Ifølge Altinget.dks oplysninger overvejer regeringen dog den alternative udvej, hvis Dansk Folkeparti beslutter at blokere helt eller delvist for en aftale. I det tilfælde vil regeringspartierne kunne opsige forliget om SU'en og lave en aftale, som så først kan træde i kraft på den anden side af et Folketingsvalg.

"Det er ikke noget, der flytter os. De kan opsige forliget, men så må de også selv stå med ansvaret for at skære i SU'en," siger Jens Henrik Thulesen Dahl. 

Opsigelse af forliget og en udskydelse af aftalen vil have konsekvenser for reformens tidsplan, men flere af tiltagene i SU-reformen skal alligevel indfases over en årrække, efterhånden som nye studerende begynder på uddannelserne.

Forrige artikel Helhedsskolen får pladsproblemer i København Helhedsskolen får pladsproblemer i København Næste artikel Jørgen Ejbøl får Publicistprisen 2013 Jørgen Ejbøl får Publicistprisen 2013