Regeringen i mindretal: Flertal vil slette ulovlige oplysninger

DAMD: Et flertal i Folketinget vil uden om regeringen gennemtvinge sletning af ulovligt indhentede patientoplysninger fra millioner af danskere.

I en kompliceret sag uden fortilfælde havnede regeringen og kulturminister Marianne Jelved (R) i går i mindretal, da et flertal uden om regeringen snarest vil gennemtvinge en sletning af de ulovligt indsamlede patientoplysninger i patientdatabasen, Dansk Almenmedicinsk Database (DAMD).

Dermed må ministeren opgive sit lovforslag, der ellers skulle sikre, at Rigsarkivet kunne bevare de personfølsomme oplysninger på den betingelse, at oplysningerne først ville blive tilgængelige for forskere om 120 år – og for alle andre om 230 år.

Det stod klart efter Folketingets timelange førstebehandling af lovforslaget onsdag. På forhånd havde en samlet blå blok bebudet et beslutningsforslag om, at oplysningerne skal slettes, fordi fremgangsmåden ifølge Konservatives kulturordfører, Lars Barfoed, vil underminere borgernes tillid til det offentlige. Og da SF og Enhedslisten kort tid før førstebehandlingen bebudede, at arkiveringen af de ulovligt indsamlede oplysninger skal stoppes, stod det klart, at regeringen ikke får sin vilje i den langstrakte sag, der omfatter fortrolige patientoplysninger indsamlet fra millioner af danskere over en periode over otte år.

Ekspeditionskontor
Marianne Jelved måtte i Folketingssalen lægge øre til skarp kritik fra både højre og venstre side af salen. Lars Barfoed beskyldte således Kulturministeriet for at have reduceret sig selv til et ekspeditionskontor for Rigsarkivaren, mens flere andre gav udtryk for, at planerne om at bevare de ulovligt indsamlede patientoplysninger gav mindelser om totalitære stater.

Kulturministeren selv understregede derimod ihærdigt, at hun med sit lovforslag netop forsøger at leve op til Folketingets lovgivning - i en balance mellem hensynet til retsfølelsen og hensynet til ansvaret for at bevare materiale af historisk værdi. Hun understregede, at det netop i totalitære stater er politikere, der bestemmer, hvad der gemmes for eftertiden.

"Skal det være politikerne, der bestemmer, om materiale skal bevares, eller skal det være en uvildig myndighed som Rigsarkivet? Der er ingen tvivl om, hvad jeg mener," sagde ministeren og pointerede, at arkivloven går ind over andre love, som fx persondataloven.

Glæde hos borgerlige partier
Tilfredsheden med flertallet uden om regeringen var tydelig - ikke mindst hos de borgerlige partier, som heller ikke gav meget for argumentet om, at det også historisk kan have interesse netop at dokumentere myndigheders ulovligheder.

"Det holder ikke at påstå, at eftertiden skulle have en særlig interesse i disse personlige oplysninger. Historisk kan det selvfølgelig være interessant, at der fandt krænkelse sted af borgere, men det kan helt sikkert dokumenteres uden at beholde de konkrete personoplysninger," sagde Lars Barfoed.

Marianne Jelved vil nu bede medarbejdere i Kulturministeriet om at kulegrave sagen.

Læs hele artiklen på Altinget: kultur her (kræver abonnement)

,

Forrige artikel Briterne går uvis EU-fremtid i møde Briterne går uvis EU-fremtid i møde Næste artikel Venstre afviser forslag om pause til studerende Venstre afviser forslag om pause til studerende