Rasmussen: Ligegyldige ’skandaler om terror’

Den amerikanske præsidentvalgkamp frem mod 2016 starter ikke for alvor før om tre måneder. Alligevel er parterne for længst gået i gang i USA; det republikanske felt er pænt fyldt, og hos demokraterne råder Hillary Clinton 100 procent.

Der er som altid i amerikanske valgkampe bunker af penge at gøre godt med. Og rigtig mange af de konservative midler bliver i øjeblikket brugt på angreb mod Clinton. I månedsvis har kritiske analyser og debatter genoplivet anklagerne om skandaler tilbage fra hendes tid som udenrigsminister under Obama.

I fokus står især det katastrofale forløb omkring den mangelfulde sikkerhed og bevogtning af USA’s konsulat i Benghazi, der i 2011 ledte til et terrorangreb på bygningen. Angrebet endte med seks døde, herunder den amerikanske ambassadør Chris Stephens.

Hertil kommer to andre sager: De e-mails, som hun modtog på sin private server i tiden som minister, og som hun nu har slettet, efter at hendes eget team gennemgik dem alle og sendte ca. 11.000 til State Department og slettede 5000 af ”privat karakter”, som det hed. Samt de aktuelle anklager om mulig korruption – ”Clinton Cash”, som kontroversen kaldes i de amerikanske medier – fordi Bill Clintons humanitære fond modtog donationer fra regeringer og firmaer, der også havde interesser på spil i udenrigsministeriet, som hans hustru bestyrede.

Sikkerhedspolitiske anklager virker ikke
Formålet er klart. Clintons kritikere vil tegne et billede af hende som en ustabil og utroværdig forvalter af embedet som statsmand og varetager af USA’s interesser i verden. Hvilket ellers normalt ses som en af hendes stærke sider, dels fordi hun har så lang politisk erfaring, dels fordi hendes CV som tidligere førstedame, senator og udenrigsminiser ikke kan matches af en eneste af de republikanske kandidater.

Problemet med strategien, som republikanerne bruger tonsvis af penge og energi på, er bare, at den sandsynligvis ikke har den fjerneste effekt på valget. Amerikanerne ved godt, at Clinton er en høg og kan sin udenrigs- og sikkerhedspolitik. Og vælgerne er langt mere interesserede i hendes vision for indenrigspolitikken, især når det drejer sig om økonomi, uddannelse, immigration og ulighed, det løfte om fornyelsen af den amerikanske drøm, som hun går til valg på.

Uden at trække parallellen alt for hårdt op, så man en tilsvarende dynamik udspille sig i den nyligt overståede valgkamp i Storbritannien, hvor Labours leder Ed Miliband også kritiserede den konservative premierminister David Cameron med de tungeste gloser i det sikkerhedspolitiske vokabularium, både når det gjaldt forholdet til USA og især premierministerens tabte afstemning om Syrien i Underhuset samt aktionen i Libyen.

Christiansborg i alarmberedskab
I Danmark udspiller der sig lige nu et tilsvarende drama. Det er meget mindre, bevares – vi er jo ikke USA, og intet, der sker hos os, kan matche de amerikanske politiske øvelser hverken i penge, tid eller omfang. Men logikken ligner.

Jeg taler selvfølgelig om de sidste to ugers heftige debatter, der ifølge danske mediers klichemaskine fik sat ”Christiansborg i alarmberedskab,” da Justitsministeriet forrige tirsdag offentliggjorde en mail om, at Statsministeriet allerede to dage efter terrorangrebet i København i februar blev orienteret om, at der gik næsten fire timer fra det første angreb, til politibevogtningen var på plads ved den jødiske synagoge.

Mailen kunne bruges til at beskylde statsministeren for at vildlede eller i hvert fald fejlinformere såvel borgerne som Folketinget, og som JP formanende skrev, så er ”det den slags, alvorlige politiske kriser er gjort af.” Samme avis kaldte den ”højspændte politiske sag” for ”potentielt risikofyldt” for statsministeren og konkluderede, at den kritiske terrorredegørelse og dens politiske efterspil ”har givet Lars Løkke Rasmussen nyt skyts” i angrebene på regeringen.

Alle kommentatorer elsker opgør på Borgen
Berlingske havde samme vurdering. Avisen skrev i en analyse, at ”terror-sagen kommer på et ualmindeligt dårligt tidspunkt for regeringen og er gjort af det stof, som kan trække i langdrag og vedblive med at slide på statsministeren og Socialdemokraternes kronprinsesse Mette Frederiksen”.

Men dels er regeringens eget parlamentariske grundlag tilfreds med redegørelserne, der kulminerede med statsministerens og justitsminister Mette Frederiksens grilning om sagen i Folketinget i denne uge (også selv om sidstnævnte skal i samråd om sagen 28. maj), dels er de danske vælgere præcis lige som de amerikanske immune over for slagsmål, der handler om forvaltning, så længe man ikke lodret kan bevise, at nogen bevidst har løjet om væsentlige spørgsmål, der berører rigets sikkerhed.

Det er medierne, deres politiske kommentatorer og den særligt interesserede politiske klasse, der huserer i og omkring Christiansborg, der elsker den slags opgør. Ikke de vælgere, hvis dagligdag ligger langt væk fra terrorangreb, og som for længst – igen med en parallel til Hillary Clintons omdømme – har fattet, at Helle Thorning Schmidt er respekteret i den store omverden som en kapabel forvalter af Danmarks interesser i Europa og over for USA.

Vælgernes prioriteter
En, som til gengæld havde forstået præcist det, er Dan Rosenberg Asmussen, som er formand for Det Jødiske Samfund i Danmark. Han undskyldte nærmest i Politiken i denne uge, da han sagde: ”med fare for at blive erklæret totalt politisk tonedøv, så er sagens kerne for mig at se, hvordan vi sikrer, at der ikke sker noget lignende fremover.”

Den samme praktiske indstilling vil langt de fleste vælgere dele. De er – ligesom Dan Rosenberg Asmussen – nemlig ikke spor politisk tonedøve. De ser tværtimod gennem støjen og det politiske spilfægteri på Borgen og vurderer de politiske ledere på de visioner, de med troværdighed kan lægge frem i kampen om, hvordan Danmark fornyer sig og bliver et stabilt velfærdssamfund i fremtidens globaliserede Europa.

De såkaldte ”skandalesager om terror” er med andre ord uegnede som redskab til at spå om valgets udskrivelse, afholdelse og udfald. Det er og bliver meningsmålingerne og troværdigheden om samfundsmodellen, der afgør sagen. I Danmark som i USA.

---
Annegrethe Rasmussen er korrespondent i Washington DC. Hun skriver blandt andet for Altinget: usa og Information.  Hver anden fredag skriver hun klummen 'Skud Derudefra' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger. 

Annegrethe Rasmussen skrev for Altinget fra Washington frem til udgangen af 2015.

Redaktionen blev da opmærksom på, at der blandt hendes artikler forekommer tilfælde, hvor der er en for Altinget uacceptabel grad af afsmitning i sprog og / eller tankerække og fakta fra andre mediekilder, og hvor disse kilder ikke er angivet.

Redaktionen har ikke konstateret sådanne mangler ved artiklen ovenfor, men såfremt redaktionen modtager oplysninger herom, vil Altinget tage de fornødne skridt.

Se i øvrigt Kulturministeriets vejledning for god citatskik og plagiat i tekster her.

debat@altinget.dk