(Valg)kampen om fremtidens velfærdsmodel

Den danske velfærdsdebat handler om penge. Vælgerne har groft sagt valget mellem rød blok, der vil sætte flere midler af til de svageste og mest udsatte grupper, og blå blok, der enten mener, at man kan få mere ud af de samme penge – Konservatives og Venstres linje – eller gerne vil skære, så man kommer ”tilbage til niveauet fra 1980’erne” – Liberal Alliances credo.

Fælles for dem er dog, at de gerne vil ”slippe velfærden fri”, som sloganet siger. Målet er en mere individualiseret velfærdsmodel med mere udlicitering og privatisering af offentlige ydelser. Hvilket på sigt vil betyde en omkalfatring af velfærdsmodellen.

Desværre er politikerne gladest for at tale om principper, kurver og tal og bruger som oftest blot de såkaldt almindelige mennesker som staffage eller ekstra kulør. Som man så, da Venstre i sidste måned lancerede den omtalte annoncekampagne om de 454.215,00 kr., en familie med tre børn kan få, når man lægger kontanthjælp, boligsikring, børnecheck og tilskud til daginstitution sammen for en kontanthjælps-familie med tre børn.

En negativt ladet kampagne, der samtidig fremstod fersk. Ikke fordi der - efter statistikerne gik i gang med at regne på sagen - viste sig ikke at være særlig mange af disse familier, men mere fordi man ikke havde magtet at finde nogen af dem. En familie eller to, der var rede til at stille sig frem og give budskabet kød og blod.

Velfærdsstaten til debat
Det mere grundlæggende spørgsmål: Er den skandinaviske samfundsmodel, verdens dyreste, også den bedste, tager politikerne imidlertid sjældent. Det er en skam. Den politiske debat burde ikke kun handle om, hvad velfærd koster, og hvor meget vi har råd til, men også om hvordan politikerne og borgerne bedst kan tænke nyt.

Hvordan man bedst kan udvikle og skabe bedre velfærd. Kun sådan kan politikerne få svar på det helt grundlæggende spørgsmål om, hvorvidt et flertal af danskerne vil bakke op om en omlægning af velfærdsstaten, som vi kender den i dag, til et samfund, som man f.eks. har i store dele af det kontinentale Europa og i USA, hvor det, man ofte kalder ’civilsamfundet,’ men som jo når alt kommer til alt består af konkrete mennesker, fik et større ansvar for deres nærmeste. Altså en byttehandel, hvor man får flere penge i egen lomme mod at bruge mere tid på at passe på hinanden i lokalsamfundet og på familien.

Borgerinddragelse
Imidlertid kan man få masser af inspiration til valgkampen ved at kigge på udlandet. F.eks. er borgere i Paris, London, New York og næsten 3000 andre kommuner og regioner over hele verden hvert år med til at beslutte brugen af skattekronerne. I Paris har politikerne overladt fem procent af kommunens anlægsudgifter til borgerbeslutninger, skrev Mandag Morgen, der omtalte tendensen i sidste uge.

Tænketanken peger også på Holbæk og Aarhus Kommune som konkrete danske eksempler på kommuner, der har styrket borgerinddragelsen. I Aarhus består initiativet i et nyt system for at få langtidsledige i job. De ledige får et klippekort på 50.000 kr., som de selv kan disponere over – så længe pengene bruges på noget, der forbedrer deres muligheder for at komme ud af arbejdsløsheden. Initiativet – et eksempel på såkaldte ”borgerbudgetter - har opbakning fra et enigt byråd.

Berlingske beskrev torsdag et andet eksempel fra Holland, hvor børn af beboere på plejehjem ifølge en ny lov fra 1. januar nu skal forpligte sig til at yde social omsorg en eftermiddag om måneden eller mere for dem, der bor på hjemmet, i form f.eks. madlavning eller sociale aktiviteter med de ældre. Den nye lov flytter ansvaret ”fra staten til familien, og det er en del af transformationen fra ”velfærdssamfund til deltagersamfund”, som den hollandske konge sagde for nylig.

Civilsamfundet må træde til
Det hollandske forsøg vil skære hele landets ældrepleje med 25 procent som en erkendelse af, at befolkningen – nøjagtigt som i Danmark – bliver ældre og ældre, og at systemet derfor må gøres billigere, men ikke nødvendigvis ringere. Løsningen er som sagt, at civilsamfundet træder til: ”Hvis man er gammel, så er det først familien og børnene, der skal tage sig af en, dernæst, hvis de ikke kan, er det naboer, venner og bekendte eller frivillige i nærområdet.

Og hvis de heller ikke kan, så kan man købe sig til hjælp. Har man ikke midlerne til det, er det først i sidste ende kommunen, der må træde til,” citerer avisen en embedsmand for at forklare.

Fra "welfare to workfare"
Sloganet giver mindelser om Bill Clintons store socialpolitiske reformer fra 1990’erne, hvor præsidenten omlagde det amerikanske system fra ”welfare to workfare.” Og hvis man har fulgt med i den populære amerikanske Netflix-serie ”House of Cards” handler hele den (fiktive) præsident Francis Underwoods politiske projekt i øvrigt om det samme.

Underwood agter – med vanlig amerikansk sans for de store armbevægelser – at nedlægge hele det sociale sikkerhedsnet, som det foreligger i form af Medicare og Medicaid (sygesikring til de fattigste og de handikappede borgere) samt Social Security (der i praksis svarer til den danske folkepension) til fordel for et enormt offentligt-privat jobskabelsesprogram med titlen ”America Works,” hvor alle, der kan og er klar til det, vil få tilbudt et arbejde frem for at være på passiv forsørgelse.

Fiktion er det, men lignende forslag cirkulerer her og nu i den virkelige debat om retten til ”entitlements” (sociale ydelser) i virkelighedens amerikanske politik, hvor såvel civilsamfundet som private aktører spiller en langt mere aktiv rolle, end vi kender det i Danmark.

Konklusionen er klar
Hvis de danske borgerlige politikere vil gøre det mere klart for vælgerne, hvad de egentlig mener, når de prædiker budskabet om at forvandle danskeren fra en, der passivt modtager ydelser til en mere engageret borger, der på selvstændig vis er med til selv at skabe og udvikle velfærdsinstitutionerne, kan de folkevalgte med fordel løfte blikket og pege på det væld af initiativer, der skyder op i andre vestlige demokratier, hvis velfærdspolitiske udfordringer – en grånende og mindre arbejdsstyrke og større pres på især sundhedsydelserne – ligner de danske.

----
Annegrethe Rasmussen er korrespondent i Washington DC. Hun skriver blandt andet for Altinget: usa og Information. Hver anden fredag skriver hun klummen 'Skud Derudefra' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Annegrethe Rasmussen skrev for Altinget fra Washington frem til udgangen af 2015.

Redaktionen blev da opmærksom på, at der blandt hendes artikler forekommer tilfælde, hvor der er en for Altinget uacceptabel grad af afsmitning i sprog og / eller tankerække og fakta fra andre mediekilder, og hvor disse kilder ikke er angivet.

Redaktionen har ikke konstateret sådanne mangler ved artiklen ovenfor, men såfremt redaktionen modtager oplysninger herom, vil Altinget tage de fornødne skridt.

Se i øvrigt Kulturministeriets vejledning for god citatskik og plagiat i tekster her.

debat@altinget.dk