Professor: Ny politisk virkelighed gør det meget svært for embedsmænd at sætte faglige grænser

Rigsretssagen illustrerer en ny politisk virkelighed med ministre, der kommunikerer så hurtigt til offentligheden, at embedsværket har svært ved at følge med og sætte de faglige grænser.

Samtidig viser sagen, at der kan være behov for at se på, om der er klare nok retningslinjer for, hvornår embedsmænd har pligt til at sige fra overfor en minister.

Det er to centrale pointer om embedsværket, som professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet, Michael Gøtze, tager med sig fra sagen mod Inger Støjberg, som mandag gav den forhenværende udlændinge- og integrationsminister en dom på 60 dages ubetinget fængsel.

Læs mere om de to pointer fra juraprofessoren her, der også vurderer, at Rigsretten muligvis giver enkelte af de involverede embedsmænd en vis oprejsning.

Den nye politiske virkelighed

Rigsretssagen mod Inger Støjberg illustrerer en ny politisk virkelighed, der hurtigere får embedsmændene på bagkant med deres faglige rådgivning.

Det er en af de udviklinger, man kan se fra den seneste rigsretssag, Tamil-sagen, hvor forhenværende justitsminister Erik Ninn-Hansen i 1995 blev kendt skyldig.

“Det er to meget forskellige virkeligheder. Det er begge rigsretssager, men Støjberg-sagen har meget tydeligt illustreret, at vi er i en ny virkelighed med meget kommunikative ministre, blandt andet på sociale medier, hvor der er et højt tempo, og hvor det kan være svært for embedsmændene at følge med og sætte de faglige grænser, fordi det simpelthen går så hurtigt,” siger Michael Gøtze.

Støjberg-sagen er et billede på en “politisk højhastigheds-kommunikation”, der i dag sætter et markant præg på politik.

“I Støjberg-sagen har vi en meget medietrænet, kommunikerende og udadvendt minister, der næsten er hurtigere med at sige til offentligheden, hvad hun vil end til sit eget embedsværksapparat. Der var Tamil-sagen mere en indre sag.” 

Er det også det samme, vi ser med minksagen?

“Jeg ser nok flere forskelle end ligheder mellem de to sager, fordi minksagen handler om krisehåndtering, men det er rigtigt, at begge sager helt overordnet handler om ekstern kommunikation, og hvor vigtigt det er for politikere med kontant og hurtig kommunikation til offentligheden. Også her skulle embedsapparatet løbe meget hurtigt og have advarselsflag i stærke farver meget hurtigt oppe af lommen, hvis de skulle følge med.” 

Eftersyn af embedsværkets rammer

Det er ikke kun dommen, der er historisk. Det er undersøgelsen i sin grundighed også. Forløbet har været igennem både en ombudsmandsundersøgelse, en undersøgelseskommission og en rigsret.

“Det er en af retshistoriens bedst undersøgte sager, og det har givet os et meget tæt indblik i samspillet – og manglen på samme – mellem en minister og et embedsværk, der ønsker at gå i hver sin retning,” siger Michael Gøtze.

Indblikket viser, at der kan være behov for klarere retningslinjer for, hvordan det samspil skal foregå, mener Michael Gøtze. Principperne for at sige fra er ikke på højde med virkeligheden.

“Jeg synes helt klart, det er en dom, der aktualiserer en diskussion af, om vi har den rigtige ramme om, hvordan embedsapparatet skal betjene ministeren, og om embedsmændene har de redskaber, de skal have, når det bliver svært og tilspidset, som det har været i Støjberg-sagen, hvor der var en meget fundamental uenighed mellem Støjberg og nogle af hendes embedsmænd.” 

Hvorfor?

“Fordi der er ingen som helst tvivl om, at det har været utroligt vanskeligt for embedsmændene at håndtere det her. Og det har nu krævet tre meget ressourcekrævende undersøgelser at nå frem til, at embedsmændene for så vidt gjorde, hvad de kunne. Hvis det er så uklart og kræver så mange undersøgelser at besvare det spørgsmål, så kunne man godt overveje, om man skulle tænke over rammerne.” 

Blandt andet skaber det uklarhed, at der i dag er indbygget en forudsætning om, at der først skal være givet en formel ordre eller noget, der ligner, før en embedsmand skal sige klart fra. Michael Gøtze henviser til, at der i Støjberg-forløbet var tale om en pressemeddelelse, der voksede sig fra en pressemeddelelse til en ordre. Samtidig kan det være svært at sætte etikken "klar ulovlighed" på en ministers politiske præference, som ellers er nødvendigt, før embedsmænds pligt til at sige fra træder i kraft.

"Der er i hvert to spørgsmål, som der kan tænkes videre over med Rigsrettens dom. Er selve embedsmandsrollen klar nok – er embedsmænd politisk neutrale, eller er de i praksis snarere blevet ”hybrider”, det vil sige noget i retning af 50 procent neutrale og 50 procent politiske? Det er det ene, og det er et svært spørgsmål."

Det andet spørgsmål er lidt mere praktisk.

"Hvis vi fortsat skal have politisk neutrale embedsmænd som udgangspunkt, skal de så udstyres med mere operationelle procedurer for, hvordan man siger fra, når det bliver rigtigt hedt i køkkenet? Det er der tilløb til svar på i Instrukskommissionens udredning, for eksempel et krav om skriftlige sige-fra-markeringer, men de tilløb kan måske også diskuteres," siger Michael Gøtze. 

Ansvaret for at sige fra

Mandag fik Inger Støjberg sin dom. Men for fem embedsmænd er det ikke nødvendigvis slut endnu. Deres arbejdsgivere skal først nu til at tage stilling til, om de vil indlede tjenesteundersøgelser af deres ansvar.

Rigsrettens dom er rent juridisk rettet mod Støjberg, derfor er der heller ikke mange ord om embedsmændenes rolle i dommen. Men Rigsretten lægger i sin fastsættelse af straffen vægt på, at Støjberg besluttede at gennemføre en undtagelsesfri ordning, selv om hun havde “modtaget klar rådgivning fra sine embedsmænd” om, at det ville være i strid med loven.

“Rigsretten siger jo sådan set, at embedsmændene var pressede, og det var svært, men de gav advarsler. De råbte op, kæmpede og gjorde, hvad de kunne - i hvert fald til en vis grad. Især i starten sagde de til ministeren, at du er på vej ind i noget ulovligt. Det er måske noget af det, som man kan udlede af dommen som muligt afledt resultat i forhold til en gruppe af embedsmændene.” 

Det gælder særligt tidligere kontorchef Jesper Gori og tidligere afdelingschef Lykke Sørensen fra departementet.

Kan man så sige, at embedsværket et eller andet sted har gjort, hvad de skulle i forhold til at sige fra?

“Måske kan man læse dele af dommen sådan, at Rigsretten giver nogle af de centrale embedsmænd en vis oprejsning. De kan måske sænke skuldrene lidt, fordi hvis man gør, som nogle af de centrale embedsmænd har gjort i sagen, så har man på nogle strækninger gjort, hvad man skulle. Her er det dog for tidligt at komme med skarpe konklusioner. Dommen skal nærlæses og fordøjes først.” {{toplink}}

Inger Støjberg blev gjort ansvarlig for en ulovlig sagsbehandling frem mod 18. marts 2016, hvor Jesper Gori sendte en mail til Udlændingestyrelsen, som Rigsretten mener ændrede den undtagelsesfri ordning, der var blevet udstukket i pressemeddelelsen den 10. februar 2016. Men adskillelserne af unge asylpar blev opretholdt, uden styrelsen foretog en fornyet vurdering i lyset af den korrigerede instruks. Rigsretten siger dog ikke eksplicit, om det er noget, der kan lægges de ansatte i Udlændingestyrelsen til last.

Michael Gøtze henviser til, at der i Tamil-sagen blev et slags delt ansvar mellem ministeren Erik Ninn-Hansen og embedsværket.

“Der kan godt være udvalgte embedsmænd, som har ageret for langsomt eller ikke har været så gode embedsmænd, som man skal være, men umiddelbart er det noget, Rigsretten holder lidt åbent, og derfor bliver det op til arbejdsgiverne at vurdere.”

Særligt en embedsmand ser dog ud til at komme dårligt ud af Rigsrettens dom. Det er afdelingschef Line Skytte Mørk Hansen.

Rigsretten forkaster hendes udlægning af en helt central telefonsamtale med Udlændingestyrelsen samme dag, som pressemeddelelsen fra ministeriet blev sendt ud. Og dette er skrevet med den tydelige tusch i dommen.

“Hun er fortsat under pres efter denne her sag og må formentlig imødese et efterspil,” siger Michael Gøtze. 

sine@altinget.dk