Privathospitaler skyder på S-forslag

S-UDSPIL: Privathospitaler forudser ringere konkurrence, hvis Socialdemokraternes planer for privathospitalerne bliver til virkelighed.

Dårligere konkurrence og en forringelse af de frie sygehusvalg. Det er hvad privathospitalernes brancheorganisation, Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker (BPK), forudser som resultatet, hvis Socialdemokraternes seneste sundhedsudspil bliver til virkelighed.

"Socialdemokraternes forslag vil indskrænke behandlingsmulighederne under det udvidede frie sygehusvalg og svække fremtidig konkurrence mellem privathospitalerne. Intet privathospital i Danmark tilbyder alle de behandlinger, som i dag foretages under det udvidede frie sygehusvalg, og ved kun at sende patienter til et privathospital i hver region, så er der ingen at konkurrere med, næste gang sygehusbehandling sendes i udbud," siger Nis Alstrup, formand for Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker, BPK. I et debatindlæg uddyber han i dag sin kritik.

To sundhedsøkonomer ser dog ikke de store praktiske problemer med de socialdemokratiske forslag omkring udbud.

Der kan være langt til privathospitalerne
Sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen fra Syddansk Universitet peger dog på, at Socialdemokraternes forslag om at stille krav til geografisk nærhed kan være et problem ved de mere specielle operationer. I så fald må operationerne udbydes over hele landet.

"For eksempel er det i realiteten kun et privathospital i Danmark, som kan udføre en række hjerteoperationer. Men for de mest udbredte operationstyper som knæ-, hofte- og brokoperationer er der i regionerne to eller flere hospitaler. Det antal er nødvendigt for at skabe konkurrence ved et udbud," siger Kjeld Møller Pedersen.

Udbud kan beregnes præcist
Han vurderer dog ligesom Nis Alstrup, at privathospitalerne bør forvente, at de enkelte udbud har et konkret antal operationer. Men det er heller ikke svært, vurderer han.

"Man kan ret præcist forudsige, hvor mange operationer der vil være brug for. Eksempelvis kan man se på behovet året før. Er der usikkerhed om det fremtidige antal, så kan der tages forbehold for det i udbuddet, hvor der så er en pris for eventuelle ekstra operationer," siger Kjeld Møller Pedersen.

Privathospitalerne mener heller ikke, at alle behandlinger kan sættes i udbud, sådan som Socialdemokaterne foreslår.

Direktør og sundhedsøkonom i DSI, Jes Søgaard, tror ligesom Kjeld Møller Pedersen, at langt de fleste operationer kan passes ind i udbudsmodellen.

"Takster har man brugt hidtil, fordi der tidligere ikke blev foretaget så mange operationer på privathospitalerne. Men i takt med at hele markedet er vokset, kan man lettere lave udbud. For en række sjældne operationstyper, kan man dog sagtens tale for, at man her fortsætter med at have faste takster," siger Jes Søgaard.

Skrappe afstandskrav kan øge pris
Han advarer dog mod at sætte alt for skrappe afstandskrav til privathospitalerne. Det kan presse prisen op.

"Hvis vinderen af et udbud bliver pålagt at skulle oprette adskillige nye klinikker for at vinde X antal operationer, vil det presse prisen op og dermed mindske besparelsen ved at sende hospitalerne i udbud," siger Jes Søgaard.

Den socialdemokratiske sundhedsordfører Sophie Hæstorp Andersen mener, privathospitalerne har fået en del af udspillet galt i halsen.

"Vi kan ikke udelukke, at nogle enkelte privathospitaler vinder udbuddene på mange forskellige operationstyper. Men det er ikke et ønske fra vores side, at udbuddene samles om et hospital. Vi vil blot sikre os, at alt kommer i udbud, og at folk ikke bliver tvunget til at rejse til den modsatte ende af landet for at benytte sig af det frie sygehusvalg," siger Sophie Hæstorp Andersen.

Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) og Venstres politiske ordfører Peter Christensen har begge kritiseret S-forslaget for at være uambitøst, fordi de mener, at forslaget vil forringe patienternes adgang til hurtig behandling på sygehusene.

Forrige artikel Afgørelse om afgrænsning af nationalpark Næste artikel Velfærden står for skud