Pressede eurolande øjner græsk aftale

GÆLDSKRISE: Efter en mandag i krisemødernes tegn fremstår en skitse til en aftale mellem eurolandene og grækerne, der kan være med til at forhindre en forestående græsk statsbankerot.

BRUXELLES: ”Vi har et enormt arbejde foran os. Vi er overhovedet ikke for enden af vejen.”

Med de ord forlod formand for den Internationale Valutafond (IMF) Christine Lagarde et krisemøde blandt eurolandene og Grækenlands kreditorer sent mandag aften.

Alligevel øjner både grækerne og en række EU-ledere en aftale i de kommende dage, der kan udløse midler til at afhjælpe den akutte pengenød, som den græske regering befinder sig i, hvor det gældsplagede land står uden reel mulighed for at betale lån, der forfalder med udgangen af måneden.

”Det gør vi af den simple årsag, at vi bliver nødt til at finde en aftale. Vi kan ikke, som man siger i fodbold, gå i forlænget spilletid,” sagde EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, efter mødet.

Gode takter
Den græske regering sendte en række reformforslag til sine kreditorer sent søndag og tidligt mandag, hvor de blandt andet lover at skære i pensioner og hæve moms på en række produkter.

På trods af utilfredshed blandt de øvrige eurolande over, at forslagene kom så sent, at det var umuligt for landenes finansministre at nå at regne dem efter i sømmene, var der dog tegn på, at de græske indrømmelser kan være nok til, at eurolandene frigiver 7,2 milliarder euro, som har været tilbageholdt fra den eksisterende lånepakke på grund af manglende reformer.

Et nyt møde onsdag blandt eurolandenes finansministre skal bane vejen for en egentlig aftale, som formentlig vil skulle blåstemples ved det topmøde, som alligevel løber af stablen i Bruxelles torsdag og fredag.

Frigivelsen af midlerne vil dog først ske, efter de nye reformer er stemt igennem det græske parlament og dernæst har fået de respektive eurolandes blå stempler, hvilket gør det meget usandsynligt, at det kan nås inden på næste tirsdag.

Derfor formodes det, at der arbejdes med at udløse andre midler fra eurozonens krisekasser, der kan dække grækernes akutte pengebehov, herunder ikke mindst en betaling til den Internationale Valutafond på 1,6 milliarder euro, som forfalder tirsdag i næste uge.

Blandede reaktioner
Det tegner positivt, mener både formand for Det Europæiske Råd Donald Tusk og formanden for eurogruppen, Jeroen Dijsselbloem.

”Vi gør fremskridt mod en aftale,” lød det fra den franske præsident, François Hollande.

Andre var dog mere forsigtige.

”Det, Grækenland har foreslået, er et lille fremskridt, men der er behov for intenst arbejde, og der er meget lidt tid tilbage,” understregede den tyske kansler, Angela Merkel.

På samme tid rasles der med sablerne i den græske regerings eget bagland, hvor medlemmer af premierminister Alexis Tsipras’ regeringskoalition allerede mandag aften såede tvivl om, hvorvidt han kan få besparelserne vedtaget.

Ifølge avisen The Guardian kalder næstformand for det græske parlament Alexis Mitropoulos og medlem af Tsipras’ SYRIZA-konsortium reformforslagene fra hans egen premierminister ”ekstreme og asociale”.

”Jeg tror ikke, at denne pakke kan komme igennem Parlamentet, når det kommer til stykket,” siger Mitropoulos til græske STAR TV.

Forrige artikel Løkke: Alle må give sig i forhandlinger Løkke: Alle må give sig i forhandlinger Næste artikel Her er de største regionale stemmeslugere Her er de største regionale stemmeslugere