Løkke: Alle må give sig i forhandlinger

FORHANDLINGER: Ingen partier har alene 90 mandater, og derfor må alle give sig, lyder det fra Lars Løkke Rasmussen, der fortsætter arbejdet med at danne en ny regering. 

Mandag eftermiddag og aften tog Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen endnu en tur om forhandlingsbordet med de borgerlige partier i bestræbelserne på at danne en regering. 

Lars Løkke Rasmussen fik efter mandagens dronningerunde et nyt mandat til at danne en mindretalsregering, og først inviterede han Dansk Folkeparti, senere Liberal Alliance og til sidst Konservative til forhandlinger på Christiansborg. 

Efter møderne var der ikke mange konkrete meldinger, men den genudnævnte kongelige undersøger, Lars Løkke Rasmussen, gjorde det dog klart, at ingen får alle deres ønsker opfyldt.

"Vi har en fælles interesse i, at der kan komme en levedygtig regering ud af det, og derfor må alle give sig. Vi har haft gode drøftelser i dag (mandag, red.), og dem fortsætter vi med," sagde Lars Løkke Rasmussen ifølge TV 2 News.

Positive toner fra DF
Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, sagde i forbindelse med mandagens forhandlinger, at selvom man ikke får indfriet alle sine krav, kan det alligevel være klogt at gå i regering.

"Det er fuldstændig rigtigt, at jeg kan vælge at gå, hvis vi ikke får alt igennem på alle hylder. Men det er ikke sikkert, at det er klogt at gå i den situation," sagde Kristian Thulesen Dahl og fortsatte:

"Hvis man får 90 procent igennem kan det også godt være, det er klogt at blive."

Han understregede igen - som han gør det hver gang talen falder på at gå i regering - at det afgørende for Dansk Folkeparti er det politiske grundlag i en ny regering.

Dronningerunde vol. 2
Lars Løkke Rasmussen forhandlede også med de borgerlige partier i weekenden, efter han ved den første dronningerunde i fredags fik mandat til at afsøge mulighederne for en mindretalsregering efter ønske fra Liberal Alliance. En sådan regering med alle de fire blå partier havde dog ingen gang på jord, måtte den kongelige undersøger sande.

Det meddelte han mandag dronningen, som herefter iværksatte en ny dronningerunde. Det er blandt andet de blå partiers forskellige holdninger til den offentlige sektor, der umuliggjorde en flertalsregering. Dansk Folkeparti går ind for en offentlig vækst på 0,8 procent, Venstre går ind for nulvækst, og Liberal Alliance for minusvækst. 

Som det mindste borgerlige parti sluttede Konservative mandag aften dagens forhandlingsrække. Formand Søren Pape Poulsen ville ikke komme nærmere ind på, om Konservative ønsker at komme med i en regering, men han understregede, at man gerne forhandler videre.

Og der kan meget vel være lang vej endnu med regeringsforhandlingerne, hvis man skal tro K-formanden:

"Jeg tror, der er mange møder endnu," sagde Pape.

"Lige nu fortæller vi jo sådan set bare, hvor vi står, og hvad vi tænker politisk," tilføjede han.

Ifølge Lars Løkke Rasmussen fortsætter forhandlingerne tirsdag.  

Forrige artikel Data-analyse: Betyder sociale medier noget i valgkampen? Data-analyse: Betyder sociale medier noget i valgkampen? Næste artikel Pressede eurolande øjner græsk aftale Pressede eurolande øjner græsk aftale